Virksomheder vil hellere bo ved motorvejen
På grund af trafik og dårlig parkering foretrækker flere virksomheder at bosætte sig ved motorvejen fremfor i centrum
Parkeringsvanskeligheder, dårlige trafikale vilkår og vejarbejde i en midtby gør det vanskeligt for virksomheders medarbejdere og kunder. Derfor foretrækker flere virksomheder at bosætte sig ved motorvejen fremfor midtbyen. En af de virksomheder er den rådgivende ingeniørvirksomhed OBH-Gruppen. Deres hovedsæde i Odense SØ ud til rundkørslen mellem den fynske motorvej E20 og Svendborgmotorveje.- Vi sparer meget tid på at ligge ved motorvejen. Man kan komme rundt på hele Fyn inden for en halv time, og så tager det kun en god times tid at komme til København og Aarhus, siger adm. direktør i OBH-Gruppen, Børge Danielsen.
Bedre overblik
Før OBH-Gruppen rykkede ud til det 5500 m2 store domicil i Odense SØ, havde de tre kontorer på Fyn. Nu er alle medarbejdere på Fyn samlet hver dag, og det giver virksomheden mulighed for at have bedre overblik over, hvad der rører sig i virksomheden.
- Vi har bedre synergi i virksomheden. Alle medarbejdere går sammen hver dag, og man har bedre mulighed for at samarbejde på kryds og tværs i vores afdelinger. Det er en kæmpe styrke for os, siger Børge Danielsen.
Deler videnshus
Men det er ikke kun de interne afdelinger i virksomheden som får gavn af hinanden. Domicilet er nemlig så stort, at der også er blevet plads til virksomheder som Outforce, Norriq, MSS Professionals og Expuri - noget, som gavner OBH-Gruppen.
- Vi betegner det som en succes at kunne dele vores videnshus med andre, og hver dag hjælper vi hinanden med at skabe synergi til hinanden. Vores domicil har bl.a. mange gode mødefaciliteter, et stort auditorium og en fælles kantine, som byder medarbejderne på friskbagt morgenmad og en lækker frokost. Vi har to ledige lejemål i øjeblikket, som vi håber, vi kan få afsat til de rigtige virksomheder, siger Børge Danielsen.
Han forventer, at det også er virksomheder fra andre kommuner, som kan få gavn af de gode geografiske forhold.
-kj