Debat: If it aint broke – don’t fix it
Det vil skade Danmarks ambitioner om at være førende inden for bæredygtigt og innovativt byggeri, hvis regeringen piller for meget ved bygningskonstruktøruddannelsen, mener chefkonsulent i SMVdanmark, Kasper Munk Rasmussen
Vedvarende rygter lyder, at regeringen ønsker at forkorte professionsbacheloruddannelserne. Og at bygningskonstruktøruddannelsen desværre ikke er på listen over 'fredede' uddannelser, hvor man ellers finder diplomingeniør og maskinmester.
Senest har vi hørt, at en eventuel reform er udskudt til efter sommerferien, men indtil vi hører en klar melding på, at bygningskonstruktøruddannelsen ikke bliver forkortet, så tør vi i SMVdanmark ikke ånde lettet op.
I SMVdanmark synes vi ikke, at uddannelsessystemet generelt bør være hugget i granit. Det er fint at lave noget om og også forkorte uddannelser, hvor det giver mening.
Men lige præcis for bygningskonstruktør, så er det svært at se, hvilken analyse man har lavet, før man er kommet frem til, at det det kunne være en god idé skære et halvt år væk.
Bygningskonstruktøruddannelsen er en af de mest efterspurgte uddannelser inden for byggebranchen.
Uddannelsen dækker et bredt spektrum af viden, fra tekniske tegninger og byggeteknik til projektstyring og lovgivning. Denne omfattende uddannelse sikrer, at bygningskonstruktører er i stand til at håndtere – mere og mere komplekse - byggeprojekter fra start til slut.
En evt. forkortelse af uddannelsen vil føre til en reduktion i den tid, de studerende har til at tilegne sig den nødvendige viden og erfaring.
Byggebranchen kræver i stigende grad viden inden for områder som klimavenligt byggeri, energibesparelser og øget kompleksitet i byggeprojekter. Disse krav vil kun stige i fremtiden, og det er derfor essentielt, at uddannelsen forbliver robust og omfattende.
En forkortet uddannelse vil resultere i dimittender, der ikke er fuldt udstyret med de nødvendige kompetencer. Byggebranchen er allerede presset af en stigende efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft, og en reduktion i uddannelsens længde vil kun forværre denne situation.
Bygningskonstruktører forventes at være fuldt kompetente fra deres første arbejdsdag, og uden den fulde uddannelsesvarighed vil dette være svært at opnå.
Bygningskonstruktøruddannelsen er også en vigtig del af regeringens mål om livslang læring.
Mange faglærte håndværkere bruger denne uddannelse som en måde at videreuddanne sig på og opnå højere kvalifikationer. Uddannelsen giver adgang til master- og kandidatuddannelser, hvilket viser, at den allerede spiller en central rolle i opkvalificeringen af arbejdsstyrken.
Derfor skal vi generelt værne om bygningskonstruktøruddannelse. If it aint broke – don’t fix it.
Manglen på kvalificerede bygningskonstruktører vil ikke kun påvirke byggebranchen, men også have bredere økonomiske konsekvenser. Forsinkelser og fejl i byggeprojekter på grund af utilstrækkeligt uddannede bygningskonstruktører kan føre til betydelige økonomiske tab.
Desuden vil det også skade Danmarks ambitioner om at være en førende nation inden for bæredygtigt og innovativt byggeri.
Vi håber derfor, at den nuværende tænkepause i reformarbejdet vil blive brugt på fjerne bygningskonstruktøruddannelsen fra listen over uddannelser, som skal forkortes, eller alternativt at fremlægge de tungtvejende analyser der dokumenterer, at uddannelsens kvalitet kan bevares med en reduceret uddannelsestid.
Kasper Munk Rasmussen
Chefkonsulent
Tlf: 61963980
rasmussen@SMVdanmark.dk