Når DR er værst
Hvad der er galt med Danmarks Radio er den evige søgen efter et nyt offer til det næste interview, mener Ole Draborg, direktør i Danske Malermestre
Det er næppe gået nogens næse forbi, at Danmarks Radio fornyelig har haft en række udsendelser med den malende titel (ja, undskyld!) ”Bare en lortelærling”.
Jeg mener, at udsendelserne viser alt, hvad der er galt med Danmarks Radio, nemlig Danmarks Radios evige søgen efter et nyt offer til det næste interview.
Hver Christiansborg gang vedtager et eller andet, ser DR det altid som sin fornemmeste opgave at finde en eller anden stakkel, det går ud over og som det er synd for. Om det så kræver, at vedkommende har otte børn og har mistet det ene ben, det er helt underordnet.
Bare vedkommende er et offer. Det kan man så måske grine lidt af.
Men udsendelsen ”Bare en lortelærling” er alt for alvorlig til at grine af! Den er dybt skadelig for en branche, der i forvejen kæmper en indædt kamp for tiltrække unge mennesker.
Vi der er branchen ved jo, at udsendelsen tegner et helt forvrænget billede af forholdene i byggeriet, og puster til de negative fordomme, der i forvejen hersker om byggebranchen.
For vi ved, at langt de fleste elever i branchen er overordentligt tilfredse med at være her. Men det ved resten af Danmark ikke, og DR har i hvert fald ingen intentioner om at hjælpe om med at sprede det budskab.
Men er det ikke bare branchens egen skyld, og skal vi ikke bare tage os sammen?
Til det må man sige, at der desværre er fjolser overalt, også i byggebranchen, og jeg vil gerne garantere, at man kan lave en helt tilsvarende udsendelse uanset hvilken branche, DR måtte vælge at kaste sig over.
Udsendelsen kom i stand ved at man efterlyste ofre i radioen, og det er der så kommet 28 interviews ud af. I byggeriet har vi aktuelt en 20.-25.000 elever, så det havde da været mærkeligt, hvis man ikke havde fundet nogle, der havde haft nogle kedelige oplevelser.
Skatteyderne betaler hvert år omkring 4 mia. kr. til DR for, at DR skal levere public service til den danske befolkning, dvs. folkeoplysning i bred forstand.
Og det kommer der så harmløse underholdningsprogrammer som ”Den store bagedyst” og stærkt stigmatiserende programmer som ”Bare en lortelærling” ud af. Mon ikke det er på tide at DRs ledelse bliver kaldt til en kammeratlig samtale hos kulturministeren?
Af Ole Draborg, Danske Malermestre