Bedre lys på skolernePlanor LED armaturer fra Thorn er et bud på en ideel belysning til lærerne ude på skolerne.

Bedre lys på skolerne

Lys er ikke bare lys. Det skal fordeles optimalt, have den rette farvegengivelse og stemning. Det er nogle af udfordringerne på de mange skoler, der gør sig klar til skolestart i august, når den nye folkeskolereform træder i kraft

Belysningsleverandøren Thorn har for tiden travlt med at hjælpe skoleledere og rådgivende arkitekter med at finde frem til de bedste belysningsløsninger, når skolerne i løbet af de kommende måneder skal indrette forberedelseslokaler og arbejdsstationer til lærerstaben. Skolerne overser nemlig ofte en vigtig pointe, når de indretter lærerarbejdspladser. Og det kan have massive konsekvenser for arbejdsmiljøet og lærernes trivsel.

Lysets betydning for arbejdsmiljøet
De rette lysforhold er ikke bare nice to have, det er need to have. De fysiske rammer og ikke mindst belysningen er nemlig en vigtig faktor, når lærerne skal levere en god og velforberedt undervisning. Det gælder i endnu højere grad på de skoler, hvor forventningerne er, at lærerne skal udføre alt deres arbejde på skolen.

- Et typisk ønske fra lærerne er et forberedelseslokale med en hyggelig og intim stemning, som differentierer sig fra stemningen i klasseværelserne. Derfor kan skolelederne let gå i den fælde, at man installerer lamper, som giver hygge, men som ikke er velegnet som arbejdslys. Og så kan man altså komme i problemer i forhold til reglerne for belysning i DS700, forklarer Jørn Burmeister fra Thorn Lighting.

Undgå hovedpine med det rette lys
Fra naturens hånd er vores øjne indrettet således, at vi kan se i både lys og mørke. Men at skulle veksle mellem forskellige lysforhold er hårdt arbejde for øjnene.

- Det er vigtigt, at der ikke kun er lys på arbejdsbordene. Hele rummet skal have den rette kvalitetsbelysning. Hvis der er for stor kontrast til lyset i resten af rummet, kommer øjnene på overarbejde, fordi pupillerne skal kompensere for de forskellige lysforhold, når man løfter blikket. Det trætter øjnene og kan give hovedpine. At der er lys nok, er også vigtigt for at opretholde hjernens produktion af serotonin, så vi kan holde os vågne og koncentrere os, når dagslyset svinder, forklarer Jørn Burmeister.

Nogle har brug for mere lys
For at skabe et dynamisk rum, som imødekommer lærerstabens behov for både individuel forberedelse og møder, er brug af lysstyring en fordel. På den måde kan man justere lysstyrken, alt efter hvilke arbejdsopgaver der skal udføres i rummet. Dynamisk lysstyring giver samtidig mulighed for at tilgodese lærernes individuelle behov. Ældre lærere kan for eksempel have behov for kraftigere arbejdslys end deres yngre kolleger.

Æstetik og funktion
En anden typiske fælde er hensynet til æstetik frem for funktion. Mange arkitekter går naturligt op i rummets æstetiske udtryk, når de udvælger belysning, men ifølge Jørn Burmeister fra Thorn er følgende tre parametre vigtige at tage udgangspunkt i, når man skal indrette et rum med den optimale belysning: belysningsstyrke, regelmæssighed og blænding. Der er heldigvis et stort udvalg af veldesignede armaturer på markedet, så det er ikke nødvendigt at gå på kompromis med æstetik og komfort, hvis belysningen er tænkt ind fra start.

-jhn

4/3 2014