Bravida køber entreprenørvirksomheden JFE
Bravida køber entreprenørvirksomheden JFE for at styrke sin position som totalleverandør af tekniske ydelser på Sjælland
Bravida Danmark har indgået en aktieoverdragelsesaftale med JPE Holding ApS vedrørende overdragelsen af samtlige aktier i JFE A/S, JPE Materialeudlejning ApS og JL A/S. Virksomhederne beskæftiger i alt ca. 100 medarbejdere og har hovedafdeling i Køge.Med købet styrker Bravida sin tilstedeværelse på Sjælland med anerkendte kompetencer indenfor fjernvarme- og gravearbejde, en solid ordrebeholdning og en række store kunder.
- JFE er en veldrevet virksomhed, der med fokus på kvalitet, lønsom vækst og kvalificerede medarbejdere, har formået at placere sig som en efterspurgt leverandør af fjernvarme- og gravearbejder på Sjælland. Jeg er overbevist om, at JFE og Bravida passer rigtigt godt sammen, og jeg glæder mig til at byde de nye kolleger velkommen, siger Søren Frahm, regionsdirektør for Bravidas Region Øst.
JFE fortsætter som selvstændig enhed
JFE’s hovedaktiviteter er kommunale rammeaftaler og totalentrepriser i forbindelse med udførelse af jordarbejde, rørarbejde, muffemontage, VVS-arbejde, industrirør på fjernvarmeværker, kraftvarmeværker, forbrændingsanstalter og større boligselskaber, anlægsarbejde, kloakarbejde, park og vej samt maskinudlejning. JFE udfører størstedelen af opgaverne som hovedentreprenør.
I 2015 omsatte JFE og de to tilknyttede virksomheder sammenlagt for omkring 105 millioner kroner og leverede et driftsresultat på lidt over ni millioner kroner. Og efter planen vil JFE blive en integreret del af Bravida, men vil fortsætte som selvstændig enhed under ledelse af den nuværende direktør og ejer Johnny Pedersen.
Købet er betinget af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens godkendelse.
-Jhn