Carsten Toft Boesen får endnu en kasket på
Efter 25 år i Niras har Carsten Toft Boesen overtaget en række poster i dansk erhverv. Senest er han valgt til bestyrelsen i elnetselskabet N1
Elnetselskabet N1 får et nyt ansigt til bestyrelsen. Carsten Toft Boesen indtræder i N1’s bestyrelse kort tid efter, at han trådte tilbage som administrerende direktør i ingeniørrådgivningsvirksomheden Niras. En rolle, han bestred i 25 år.
- Elnettet spiller en afgørende rolle for elektrificeringen af samfundet og for, at vi kan mindske vores afhængighed af fossile brændsler fra andre lande.
- Der er ingen tvivl om, at det er en stor opgave at fremtidssikre elnettet, og jeg ser frem til at bringe mine erfaringer med at realisere store infrastrukturprojekter i spil for at understøtte den videre udvikling af N1, siger Carsten Toft Boesen.
Sideløbende med rollen som administrerende direktør i Niras har Carsten Toft Boesen haft en lang række bestyrelsesposter i blandt andet Dansk Industri, Roskilde Universitet og Teknologisk Institut. Fra 2026 har han desuden været formand for Niras Fonden.
Elnetselskabet N1 driver landets geografisk største elnet, der forsyner mere end 820.000 husstande og virksomheder i det meste af Jylland med strøm.
Med en elektrificering af samfundet, der for alvor begynder at tage fart, kræver det derfor massive investeringer i at udbygge og udvikle elnettet.
N1 skal eksekvere på flere store anlægsprojekter end nogensinde før. I 2025 investerede elnetselskabet rekordhøje 1,6 milliarder kroner, og i år forventes det at stige yderligere og lande på omkring 2 milliarder kroner.
- N1 investerer i disse år de største beløb, vi nogensinde har set, i at fremtidssikre elnettet. Carsten har en helt unik indsigt i arbejdet med store anlægsprojekter og kritisk infrastruktur og erfaring med at etablere samarbejder på tværs af forskellige interessenter for at lykkes.
- Det er et af de steder, hvor vi i de kommende år skal lægge yderligere på for fortsat at kunne flytte os fremad i takt med den hastige elektrificering af vores samfund, siger Anders Stouge, der er bestyrelsesformand i N1.
I forbindelse med Carsten Toft Boesens indtræden i bestyrelsen udtræder Peder Ø. Andreasen, der har været en del af bestyrelsen siden 2022.
Bestyrelsen i N1:
Anders Stouge, formand
Carsten Toft Boesen
Thomas Flarup
John Thomsen
Jytte Rabæk Schmidt
Jørgen Holt Clemmensen
-dc