LCA
LCA
scroll
De nominerede til Den Danske Lyspris viser, hvordan lyset løfter helhedsoplevelsenFoto: Rasmus Hjortshøj.

De nominerede til Den Danske Lyspris viser, hvordan lyset løfter helhedsoplevelsen

Blandt 11 indstillede er fire blevet udvalgt som nominerede til Den Danske Lyspris 2023. Se alle fire nominerede her

Fire projekter er nonimeret til Den Danske Lyspris 2023. De fire projekter er meget forskellige men fælles for dem er, at de er fremragende eksempler på, hvordan et stedsspecifik lysdesign kan understøtte arkitekturen og løfte helhedsoplevelsen – både når det gælder belysning indendørs og udendørs.

Den Danske Lyspris overrækkes i samarbejde med Copenhagen Light Festival den 22. februar 2024.

De nominerede projekter er (i tilfældig rækkefølge):

H.C. Andersens Hus – museum og eventyrhave
H.C. Andersens Hus byder på en rejse gennem forfatterens kreative univers og hans eventyr.

Belysningen på museet sigter efter at skabe en unik og fortryllende oplevelse for de besøgende. Projektet omfatter arkitektonisk belysning af indendørs og udendørs arealer, herunder lysdesign til udstillingsbygninger, foyer, administration mm., samt udendørs eventyrhave i flere niveauer.

Projektet omfatter ikke midlertidige belysninger, som f.eks. udstilling, butik mm. Lysdesignet for H.C. Andersens Hus blander kunst og funktionalitet og understøtter dermed de tredimensionelle aspekter af udstillingsområderne og skaber en fordybende atmosfære.

En gennemgående ’lysgang’ bestående af en kombination af lysbånd, diffusion og reflekterende materialer udviklet specielt til museet leder de besøgende gennem udstillingerne. Lysstyring muliggør dynamiske dagslysafhængige belysningsscenarier.

Brugen af optiske belysningssystemer giver gennemsigtighed, så de besøgende har udsyn til haven, når de bevæger sig rundt i museet. Den varme glød fra indendørsbelysningen strækker sig ud i den omkringliggende have og skaber en overgang, så udendørsområderne føles som en forlængelse af det indendørs rum.

I haven er armaturer søgt integreret i de naturlige omgivelser og er med til at skabe rum i havens forskellige niveauer.

Bygherre: Odense Kommune
Arkitekt og totalrådgiver: Kengo Kuma & Associates
Lysdesign: Jesper Kongshaug
Underrådgiver arkitektur: Cornelius Vöge (2015-2019), C & W Arkitekter (2019-2021)
Underrådgiver ingeniør: Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S
Foto: Rasmus Hjortshøj
El-installation: Linde-EL A/S
Belysningsleverandører: Fagerhult, Simes, iGuzzini, Zumtobel, Søberg Lystek, Rosco, Teamtronic, Osram og AC/DC. Lysstyring: Vanpee
Ibrugtagning: 2021

Københavns Universitet, Firkanten
Universitetsfirkanten består af en række gårdrum ved Københavns Universitet, der rummer nogle af Københavns ældste og mest velkendte bygninger, hvoraf de fleste er fredede eller bevaringsværdige.

Bygningerne fungerer i dag som arbejdsplads for universitetets administration. Der er tale om en række historiske og smukke rum med store bygnings- og kulturhistoriske værdier. I projektet indgår en gennemgående renovering af den eksisterende belysning samt etablering af nye lysarmaturer i alle gårdrum i Universitetsfirkanten.

Formålet med projektet har været at finde et roligt lysgreb, som understøtter det eksisterende lysmotiv uden at overtage. Den nye belysning skal skabe oplevelsen af et harmonisk og sammenhængende område, hvor det føles trygt at færdes.

En stor del af armaturerne er modificeret for at passe til den unikke arkitektur. Styringsmæssigt arbejdes med overgangen fra dag til nat. Når mørket falder på, tændes udvalgte lyselementer, som iscenesætter og rumliggør arkitekturen, og belysningen tilpasses både i intensitet og farvetemperatur til mørket.

Bygherre og projektleder: KU Campus Service
Arkitekt og Projekteringsleder: Rørbæk & Møller
Lysdesign: Fortheloveoflight
El-installation: Wedel installation
Foto: Lonfei Wang
Restaurering af PH-lamper og udvikling af messingdele til specialprodukter: Gørtler Metalsmeden
Belysningsleverandører: Focus Lighting, iGuzzini, Møller & Rothe, Anker & Co. og Lighting Up
Ibrugtagning: 2023

Orientkaj Plads
Pladsen ved metrostation Orientkaj i Københavns Nordhavn forventes at blive en livlig transitzone for folk på vej til arbejde eller skole, når området er færdiganlagt.

Målet for belysningsprojektet har været at forvandle transitzonen til en indbydende og overraskende oplevelse ved at tilføre et lag af kunstnerisk belysning og samtidig sikre fremkommelighed og tryghed på pladsen.

Arbejdet med den kunstneriske belysning blev igangsat, efter at pladsen var færdiganlagt, og funktionsbelysning var monteret på allerede opsatte master, og det lå i opdraget, at disse skulle anvendes.

Løsningen består af blade af rustfrit stål, med indlagte farvede, transparente akrylskiver monteret på masterne under hvert deres armatur. Bladene skaber mønstre på pladsen og refleksioner på undersiden af metrokonstruktionen, med fire forskellige motiver med relation til områdets fortid og fremtid.

Bladene fungerer i både dagslys og mørke som skulpturelle elementer. Motivernes organiske opblødning af pladsens stringente udtryk, og skiftet fra dagens nuancer-af-grå til nattens klare farver, giver pladsen et uformelt udtryk.

Bygherre: By & Havn
Arkitekt: Cobe
Lysdesign: Light Bureau
Entreprenør: Per Aarsleff A/S og Wicotec Kirkebjerg A/S
Foto: Light Bureau
El-installation: Wicotec Kirkebjerg A/S
Belysningsleverandører: Eksisterende armaturer: iGuzzini. Blade: Gladsaxe Klip & Buk
Ibrugtagning: 2023

Arbejdermuseet
Den 140 år gamle bygning, der i dag huser Arbejdermuseet, er den ældste arbejderforsamlingsbygning i Europa og den næstældste i verden.

Efter mange års daglig brug til foredrag, møder etc. var en restaurering af bygningen nødvendig for, at den igen kunne fremstå med et stemningsfuldt og stærkt dekoreret udtryk, der udstråler faglig stolthed.

Belysningen har været en central del af restaureringsprojektet og har haft som formål at understrege arkitekturen både som helhed og i detaljen med ambitionen om 'bygningen som en artefakt, en vogter af tid og minder.'

Projektet omfatter belysning i museets vindfang, trapperum og festsal og indeholder både restaurering af eksisterende belysning samt tilføjelse af nye belysningsløsninger.

Brug af lysstyring tilfører foranderlighed og bevægelse i lyset i festsalen med særligt fokus på de markante trærelieffer, som animeres vha. belysningen, når lydlandskaber afspilles med jævne mellemrum.

Lysstyringen benyttes desuden til at genskabe de oprindelige lysekroners originale varme lysfarve og bløde taktile lys. Monteringsløsningerne er specialfremstillet og tilpasset den fredede bygning.

Bygherre: Arbejdermuseet
Arkitekt: Lundgaard Tranberg Arkitekter A/S
Lysdesign: Fortheloveoflight
Projektledelse: Jørgen Nielsen Rådgivende Ingeniører A/S
Rådgivende ingeniør: Martin Funch Rådgivende ingeniører ApS
El-installatør: Wedel Installation
Foto: Adam Mørk
Konservator: Nationalmuseet
A/V og design af lysstyring: Taintec
Lydkunstner: Vontrapp
Grafisk design: Nanna Arnfred
Maler: Gentoftemalerne
Belysningsleverandører: Armaturer: Buschfeld. Lyskilder: E3 light. Lysstyring: Medialon og Casambi
Ibrugtagning: 2022

Om Den Danske Lyspris

Den Danske Lyspris blev uddelt første gang i 2008. Prisen er indstiftet af Dansk Center for Lys. Formålet med prisen er at sætte fokus på rigtigt lys for mennesker. I bedømmelsen af de enkelte projekter indgår bl.a. anlæggets tekniske kvalitet, funktionalitet, visuelle og æstetiske aspekter og bæredygtighed.

Der lægges desuden vægt på nytænkning og kreativitet.
Dansk Center for Lys har i år modtaget 11 indstillinger til prisen.

Dette års jury har bestået af repræsentanter fra:

Akademisk Arkitektforening, Bygherreforeningen, Danske Landskabsarkitekter, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Lysdesignuddannelserne, IALD og Dansk Center for Lys.

Sponsorer:
Signify og Zumtobel Group

-dc

12/12 2023