Forbrugerombudsmanden politianmelder elselskab for ulovligt telefonsalg og vildledning- Vi ser meget alvorligt på, at der efter vores vurdering fortsat er forbrugere, der modtager uanmodede opkald og udsættes for vildledning, siger Forbrugerombudsmand, Torben Jensen.

Forbrugerombudsmanden politianmelder elselskab for ulovligt telefonsalg og vildledning

Elselskabet Grøn Elforsyning har efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ringet til forbrugere uden at have deres samtykke og vildledt dem under disse samtaler. Forbrugerombudsmanden politianmelder nu for anden gang virksomheden

Forbrugerombudsmanden har gennem de senere år adskillige gange grebet ind over for flere elselskaber og deres samarbejdspartnere, fordi de har overtrådt forbrugeraftalelovens forbud mod telefonsalg og/eller markedsføringslovens forbud mod vildledning.

Senest har Forbrugerombudsmanden politianmeldt elselskabet Enly for efter Forbrugerombudsmandens opfattelse at have ringet til 47 forbrugere med henblik på salg af elaftaler uden samtykke til opkaldet. 

Samtidig politianmeldes virksomheden for at have vildledt 41 forbrugere under disse telefonsamtaler. Enly har skiftet navn fra Grøn Elforsyning, og dette selskab accepterede i februar 2025 en bøde på 700.000 kr. for tilsvarende overtrædelser af forbrugeraftaleloven og markedsføringsloven.

Enly har oplyst at have købt forbrugernes samtykker til at blive ringet op af virksomheden fra samarbejdspartnere, som angiveligt har indhentet disse samtykker. Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er forbrugernes samtykker dog ikke gyldige, da de ikke lever op til kravene til et samtykke. 

Det er virksomhedens ansvar at sikre, at der er indhentet gyldige samtykker, før forbrugerne kontaktes med markedsføring af dens produkter.

Det er desuden Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Enly har givet forbrugerne urigtige og mangelfulde informationer og således har vildledt dem. Telefonsælgerne har blandt andet:

• Givet indtryk af at ringe fra, på vegne af eller i samarbejde med forbrugerens nuværende elselskab, selv om det ikke var tilfældet.

• Oplyst forbrugerne om, at de kunne spare penge på abonnementer og gebyrer ved at skifte til Grøn Elforsyning, selv om det ikke var tilfældet.

• Oplyst forbrugerne om, at de kunne spare penge på elregningen ved at skifte til Grøn Elforsyning, uden at kende prisen for forbrugernes nuværende elaftale eller forbrug.

• Oplyst forbrugerne om, at der var sket ændringer på elmarkedet, som gjorde, at forbrugerne ikke længere skulle betale transport- og elafgift, selv om det ikke var tilfældet.

• Oplyst forbrugerne om, at Grøn Elforsyning skulle overtage faktureringen på vegne af forbrugernes nuværende elselskab, selv om det ikke var tilfældet.

• Oplyst, at forbrugernes nuværende elselskaber opkræver ulovlige eller skjulte gebyrer uden kendskab til forbrugernes elaftaler.

• Oplyst at ringe fra et andet selskab end Grøn Elforsyning, f.eks. ‘Grøn El’.

Enly har i sagen fremlagt dokumentation med henblik på at bevise, at selskabet har handlet efter reglerne. Forbrugerombudsmanden vurderer dog, at dokumentationen ikke er tilstrækkelig.

Sagen dækker perioden 25. juli 2024 til 26. september 2025.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger:

- Det er ulovligt for virksomheder at kontakte forbrugere uden deres samtykke, og det er ulovligt at give forbrugerne vildledende oplysninger, der kan få dem til at træffe valg, de ellers ikke ville have truffet.

- Vi får generelt mange klager fra forbrugere over elselskaber, der ikke overholder reglerne for markedsføring og telefonsalg. Vi ser meget alvorligt på, at der efter vores vurdering fortsat er forbrugere, der modtager uanmodede opkald og udsættes for vildledning – også fra virksomheder, der tidligere er blevet pålagt bøder for lignende forhold.

-dc

9/7 2026