Landsdækkende elaktør styrker sin nordjyske tilstedeværelse
EL:Con overtager aktiviteterne i den aalborgensiske el-installatør NT El-Service for at styrke sin eksisterende forretning
Udvidelsen af el-tekniske servicekompetencer og en fortsat stærk lokal tilstedeværelse er høj prioritet hos den landsdækkende el-installatør EL:Con. Derfor styrker virksomheden nu forretningen med opkøbet af aktiviteterne i el-installationsforretningen NT El-Service ApS, der er beliggende i Svenstrup syd for Aalborg.
Med opkøbet vil EL:Con sikre en endnu stærkere og lokal tilstedeværende service til virksomhedens eksisterende og nye landsdækkende kunder. Som en del af aftalen vil NT El-Services 30 medarbejdere fremadrettet blive en del af EL:CON, der fortsat skal ledes af de nuværende ejere Kenneth Burkal og Casper Arvad Stendahl.
NT El-Service er primært beskæftiget inden for industri, landbrug, byggeri, bygningsinstallation samt service.
- Vi er hele tiden på udkig efter, hvordan vi kan styrke vores forretning til gavn for kunderne. Vi har ønsket at øge vores lokale tilstedeværelse i Nordjylland, og her er NT El-Service det rigtige match. Det er en veldrevet ejerledet virksomhed, hvor vi deler samme agile mindset og stærke fokus på at servicere kunderne og udvikle forretningen, siger Michael Hemicke, regionsdirektør i EL:Con, der har hovedkontor i Aarhus.
Bygger videre på strategien
EL:Con har som landsdækkende el-installatør oplevet vækst de seneste år, og for nylig rundede virksomheden 800 medarbejdere. Opkøbet er derfor også et led i EL:Cons strategi om at blive en markant landsdækkende aktør på det el-tekniske marked.
- Vi er en national virksomhed, der er lokalt forankret. Det giver os agilitet og sikrer, at vi altid kan levere innovative løsninger og fokusere på effektiv drift. Med tilføjelsen af NT El-Service til vores forrentning bygger vi videre på strategien om at blive en markant landsdækkende aktør, siger administrerende direktør Jesper Knudsen.
-los