Multihal vinder Den Danske Lyspris 2013Om aftenen oplyses skolegården af LED-lys monteret under bænke og stole placeret på det buede tags trædæk

Multihal vinder Den Danske Lyspris 2013

Den nye multihal på Gammel Hellerup Gymnasium fik i går tildelt Den Danske Lyspris 2013 for et arkitektonisk stærkt projekt, som gennem en bevidst lyssætning tilføres en forførende poesi med udsøgte æstetiske oplevelser

I går tirsdag vandt  Gl. Hellerup Gymnasiums nye multihal Den Danske Lyspris
2013. Det skete på Frederiksberg Rådhus, hvor Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj overrakte prisen til arkitekt m.a.a. Finn Nørkjær partner i BIG. Han modtog den den på vegne af Gl. Hellerup Gymnasium og rådgiverteamet bag den nye multihal.

- Lysprisens formål er først og fremmest at sætte fokus på godt lys for mennesker. Og i dette projekt arbejder arkitekturen og lyset tæt sammen samtidig med at lyset fungerer godt i forhold til hallens funktion og de mennesker, der bruger den. Armaturernes dristige placering i et uregelmæssigt mønster mellem dragerne giver et flot grafisk udtryk, som understreger loftets dobbeltkrumme konstruktion. Farvegengivelsen er god, der er ingen blændingsgener og ingen forstyrrende skyggedannelser på banen, udtaler juryformand, civ.ing. Anne Bay, Dansk Center for Lys.

Et stærkt projekt
Den nye multihal er placeret fem meter under terræn midt i gymnasiets skolegård. Det
dobbeltkrumme tag, som indvendigt er formet efter funktionen: buen når man kaster en håndbold, skaber en bakke i skolegården, som fungerer som et uformelt mødested. Den indvendige belysning består af lysstofrørsarmaturer opsat mellem limtræsdragerne. Lyset er placeret, så dragerne både virker som blændingsafgrænsning og som reflektor for lyset. Kanten af taget er designet som en lang bænk med små mellemrum mellem trælisterne, der filtrerer dagslyset og sørger for en blød wall-washing af hallens indvendige betonvægge.

Arkitekturen og lyset arbejder meget tæt sammen i dette projekt og det er denne kvalitet set i sammenhæng med funktionaliteten, som overbevidste juryen om, at lige netop dette projekt skulle tildeles årets lyspris.

LED stormer frem
Udviklingen af LED til belysning har givet arkitekter og lysdesignere et nyt redskab i
værktøjskassen, når der skal planlægges lys. I skolegården på Gl. Hellerup Gymnasium er der brugt LED-strips, til at fremhæve de stole, borde og bænke, som er placeret på det buede tag. De er små, bruger meget lidt strøm og kræver kun ganske lidt vedligeholdelse. På den måde er det blevet muligt at integrere lyset meget elegant i arkitekturen.

- Af de 15 projekter, der var indstillet til prisen i år, gør alle på nær et enkelt på en eller anden måde brug af LED. Det er en markant stigning i forhold til tidligere, og det særligt bemærkelsesværdige er, at der nu er langt flere projekter, hvor LED er brugt til egentlige belysningsformål og ikke kun som effektbelysning. Det viser, at LED nu for alvor er blevet et attraktivt alternativ til de mere traditionelle lyskilder, udtaler Anne Bay.

Gl. Hellerup Gymnasium vandt lysprisen i et tæt opløb med de øvrige nominerede projekter: Mediefacaden på Industriens Hus, København, Den Blå Planet – Danmarks Akvarium, Kastrup og IBC Innovationsfabrikken i Kolding.

-jhn

22/1 2014