Aktuelle nyheder - El & Belysning

Salg af lysstofrør forbudt om et år

Salg af lysstofrør forbudt om et år

Et kommende forbud mod de mest almindelige lysstofrør rammer næsten alle danske arbejdspladser og hjem.

Del artiklen på

Af Dan Bjerring
Christiansborg
Lysbranchen forventer stor efterspørgsel på LED-rør til næste år, og fra Energistyrelsen er det ikke til at tage fejl af en opfordring til at skifte til LED-rør.

De mest almindelige lysstofrør – T5 eller T8 - der hænger i millionvis på danske arbejdspladser, skal udfases de kommende år. Det er besluttet i EU, og derfor opfordrer Energistyrelsen både virksomheder og offentlige arbejdspladser til at udvise rettidig omhu

Ifølge specialkonsulent i Energistyrelsen, Thore Stenfeldt, kommer EU-kravet at påvirke utroligt mange, fordi næsten alle har T5 eller T8-lysstofrør et sted:

- Heldigvis er det faktisk en god forretning at skifte til LED, særligt med de høje elpriser, lyder budskabet fra Energistyrelsen, der peger på, at der kan opstå flaskehalsproblemer, når forbuddet sætter ind: Derfor gælder det om at være på forkant.

Forbudt fra august 2023
Udfasningen betyder, at det bliver forbudt at sende nye T5 og T8-rør på markedet fra august 2023. Det er dog stadig tilladt at sælge ud af lagre, men der forventes ikke at være store lagre hos importørerne.

Brancheforeningen FABA, der organiserer danske producenter og importører af belysning, forudser stor efterspørgsel efter LED-rør:

- Lysmarkedet er afhængigt af leverancer fra Kina. Det gælder også de danske producenter og importører, der bruger kinesiske dele. Både produktion og shipping er allerede i en ustabil periode, og vi vil få svært ved at skaffe alle de LED-rør, der bliver brug for fra næste år, siger direktør i FABA, Klaus Bach Thomsen.

Miljømæssigt bedre alternativ
Ifølge Dansk Center for Lys er LED klart et miljømæssigt bedre alternativ end T8 og T5, men det understreges, at alle krav for CE-mærkning af LED skal overholdes:

- Vi kan godt frygte, at ikke alle fabrikanterne er klar her, siger direktør i Dansk Center for Lys Per Reinholdt.

Kviksølv er en af de farligste miljøgifte, der findes, og det nye forbud betyder, at miljøet spares for næsten tre tons kviksølv frem mod 2035.

Kviksølv er et tungmetal, der selv i meget lave koncentrationer indvirker på for eksempel indlæringsevnen hos børn, og stoffet er ekstremt giftigt for dyr og økosystemer.

Fra virkelighedens verden
Én af de virksomheder, der allerede er skiftet til LED, er BEMA i udkanten af Haderslev, der sidste år skiftede fra lysstofrør til LED i 500 armaturer.

Efter udskiftningen kan BEMA se frem til at spare godt 200.000 kroner om året på elregningen, og projektets tilbagebetalingstid er beregnet til kun 2½ år. Men de høje nuværende energipriser har gjort det til en endnu bedre investering.

- Nu, hvor vi har lavet udskiftningen, får vi også besparelsen, hvor energipriserne for alvor begyndte at stige. Det var ikke en del af vores kalkule, da vi gik i gang, men er en positiv bivirkning, siger BEMA’s økonomichef Kim Hollænder Petersen.

Gratis LED-beregner
Energistyrelsen har udviklet en gratis LED-beregner på siden SparEnergi.dk. Med den kan eksempelvis virksomheder få et overslag på, hvad de kan spare i netop deres virksomhed.

Fakta
Fordele ved LED frem for lysstofrør_
- LED er billigere. En investering i LED-lys er ofte tjent hjem i løbet af 0-2 år på grund af lavere udgifter til strøm og udskiftning af lys.
- LED holder længere. Et lysstofrør holder typisk 20.000 timer og et LED-rør 30-50.000 timer.
- LED lyser bedre. Typisk forbedres lyskvaliteten ved at skifte fra lysstofrør til LED.
- LED skåner klima og miljø.
- LED-lys har en mindre klimapåvirkning og indeholder ikke kviksølv

Læs mere om El & Belysning

7/9 2022
BelysningBæredygtig belysningIntelligent belysningKabelkanalerLEDLED lamperLED lyskilderLED pærerSoldreven belysningSparepærerTilføj dit firma her.
Send en mail.