Slår kløerne i endnu en entreprenør: Bravida udvider igen
Bravida nærmer sig endnu et opkøb af en entreprenør. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har givet grønt lys til overtagelsen af KT Elektric. Efter planen sker integrationen af KT Elektric officielt 1. september 2022
For under en måned siden annoncerede Bravida købet af aktiviteterne i midtjyske HP El-service, og nu har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen godkendt Bravida købet af KT Elektric A/S.
Med købet styrker Bravida tilstedeværelsen i Aalborg og Storkøbenhavn med kompetencer inden for el-service, el-entrepriser og bygningsautomatik. Med det seneste virksomhedsopkøb nærmer Bravida sig 3000 medarbejdere.
- Vi er glade for at godkendelsen er i hus, og at vi kan byde 250 dygtige medarbejdere velkommen til Bravida. KT Elektric og Bravida er hver især stærke i markedet og har tilsammen mange års erfaring med at drive installationsvirksomhed. Vi har med vores størrelse og kundekendskab rigtig gode forudsætninger for i fællesskab at opbygge en endnu stærkere forretning og skabe yderligere fordele for både kunder og medarbejdere, siger Johnny Hey, Adm. direktør hos Bravida Danmark.
Opkøb i tråd med strategien
Som led i Bravidas strategi om at styrke sin forretning, blandt andet gennem opkøb, har Bravida købt elinstallationsvirksomheden KT Elektric A/S, med hovedkontor i Aalborg og lokalafdeling i Brøndby. Hermed styrkes aktiviteterne i Nordjylland væsentligt, og aktiviteterne i Storkøbenhavn styrkes ligeledes med aktiviteterne indenfor elservice, industriautomation, bygningsautomatik, installation og større nybygningsopgaver. KT Elektric A/S blev stiftet i 1976 og har løbende udviklet sig med de rette kompetencer indenfor elbranchen.
Integration af virksomheden over i Bravida Danmark A/S sker officielt den 1. september 2022, hvor efter KT Elektric A/S løbende vil blive indpasset i Bravida Danmarks samlede forretning. hvilket i praksis betyder at virksomheden indtil videre fortsætter på uændrede vilkår under nuværende navn.
-dc