
Teknikvirksomheder må samarbejde for at eliminere dronetrussel
TEKNIQ opfordrer sine medlemmer til aktivt at vurdere deres eget beredskab og kortlægge, hvor de kan spille en rolle i arbejdet med at beskytte samfundsvigtig infrastruktur mod dronetruslen
De alvorlige droneforstyrrelser af danske lufthavne viser, hvor sårbar vores kritiske infrastruktur kan være, advarer TEKNIQ.
Angrebene fremhæver også det voksende behov for tekniske løsninger, der kan opdage og forhindre lignende hændelser fremover.
Desuden understreger hændelserne, at der er et generelt behov for at sikre den kritiske infrastruktur – ligesom de er et varsel om en ny teknologisk efterspørgsel, som medlemsvirksomhederne bør være opmærksomme på, siger Nicolaj Sylvester Brarup, chefkonsulent i TEKNIQ.
– Vi står med en situation, hvor både Forsvaret og beredskabet skal opruste med tekniske løsninger. Det gælder ikke kun for at sikre lufthavne, men også havne, energianlæg og andre kritiske funktioner. Her har mange tekniske virksomheder allerede kompetencer og løsninger, der kan bringes i spil – f.eks. inden for overvågning, netværk, sensorer, installation og IT-sikkerhed, siger Nicolaj Sylvester Brarup.
Klar opfordring til virksomheder
TEKNIQ opfordrer derfor medlemsvirksomheder til aktivt at vurdere deres eget beredskab og kortlægge, hvor de kan spille en rolle i arbejdet med at beskytte samfundsvigtig infrastruktur mod nye trusler – herunder droner.
– Markedet bevæger sig hurtigt, og der er brug for virksomheder, som både har teknisk viden og kan indgå i partnerskaber. Det kan være samarbejder mellem installatører, softwareudviklere og sikkerhedsrådgivere, hvor man samlet kan tilbyde løsninger, der kan bruges af både offentlige myndigheder og private aktører, siger Nicolaj Sylvester Brarup.
Stil skarpt på eget beredskab
Ingen er undtaget for truslen om hybridangreb og følgerne deraf - det gælder også danske virksomheder.
TEKNIQ opfordrer derfor medlemsvirksomhederne til at gennemgå egne beredskabsplaner. Hvad gør man, hvis strømmen går? Er man sikret, så man kan modstå et cyberangreb? Det er overvejelser, som man bør gøre sig, siger Nicolaj Sylvester Brarup.
TEKNIQ opfordrer alle virksomheder med relevante teknologier til at tage kontakt og drøfte mulighederne for at bidrage til et stærkere teknisk beredskab i Danmark. Har man spørgsmål til virksomhedens beredskab, står TEKNIQ også klar til at hjælpe.
- Vi ser gerne, at vores medlemsvirksomheder går foran og viser, hvordan teknisk knowhow kan være en del af løsningen på de nye trusler. Det kræver handling – men det giver også adgang til nye markeder og samarbejder. Men det forudsætter, at man som leverandør selv er robust og modstandsdygtig, siger Nicolaj Sylvester Brarup.
-kis