Vadehavscentret hædret med Den Danske Lyspris 2017
Lyset formidler vadehavets lys og naturoplevelser særligt med fugle så overbevisende godt, at man har lyst til at komme igen, lød det da Vadehavscentret i går torsdag vandt Den Danske Lyspris 2017
I går torsdag den 25. januar 2018 modtog Vadehavscentret i Vester Vedsted Den Danske Lyspris 2017. Der har denne gang været et umådeligt tæt opløb til prisen. Der var indstillet 17 projekter, hvoraf fem blev nomineret.
- Lyset formidler vadehavets lys og naturoplevelser særligt med fugle så overbevisende godt, at man har lyst til at komme igen. Belysningen er følsom, poetisk og stemningsskabende uden at tage magten fra selve udstillingen. Nogle steder skaber belysningen spændende kontraster, mens den andre steder skaber ro og opmuntrer til fordybelse. Lyset anvendes til at rette opmærksomheden mod vigtige genstande og til at forstærke oplevelserne i udstillingen, udtaler juryformand Anne Bay, Dansk Center for Lys.
Lysdesignet har haft en vigtig rolle
Vadehavscentret i Ribe åbnede igen i februar 2017 efter en omfattende om- og tilbygning. Vadehavet er sammen med det hollandske og tyske vadehav blevet klassificeret som verdensarv under Unesco. Lysdesignet spiller en helt særlig rolle i formidlingen på Vadehavscentret, og store dele af belysningen er specialdesignet direkte til udstillingen. Belysningen er skabt i et nært samarbejde mellem JAC studios, Fortheloveoflight, No parking Productions, Jason Bruges Studio og Dorte Mandrups Tegnestue.
- I arbejdet med udstillingen har lyset været et helt afgørende virkemiddel, bygningens ovenlysvinduer inviterer til kig mod himmelen og giver en dynamisk oplevelse, hvor udstillingen skifter med døgnets og årstidernes rytme, mens det tonede kunstlys skaber fokus og mystik og dramatiserer rummene, siger udstillingsarkitekt Johan Carlsson, JAC studios.
Inspireret af hav og natur
Hovedgrebet i lysdesignet er udviklet med inspiration fra vadehavets altomsluttende horisont, hvor himmel og hav smelter sammen og nærmest forsvinder.
- At arbejde men det subtilt farvede og filtrerede lys har været helt magisk og har fra starten været en grundsten i projektet. Det farvede diffuse lys omfavner den besøgende og mimer fuglenes horisonter, fortæller lysdesigner Nikolaj Birkelund, lysdesigner, Fortheloveoflight.
- Bygningens ovenlysvinduer inviterer til kig mod himmelen og giver en dynamisk oplevelse, hvor udstillingen skifter med døgnets og årstidernes rytme, mens det tonede kunstlys skaber fokus og mystik og dramatiserer rummene, siger udstillingsarkitekt Johan Carlsson, JAC studios.
Gæsterne bemærker lyset
Vadehavscentrets direktør Klaus Melbye er også glad for prisen:
- Vi oplever at vores gæster nyder stemningerne i vores fantastiske hus. Gæsterne bruger de mange forskellige rum og nicher og bliver længe i udstillingsrummene. De lægger sig under de mange små LED-skærme og nyder 'fuglenes bevægelser' i rummets skiftende lys. De ligger under havørnen og tæller fjer og familierne sidder sammen med andre familier i Himmelrummet ved aktivitetsbordene og kommunikerer med hinanden om trækfugle og natur. Stemningen af høj æstetik, dejligt lys, afdæmpede farver, smukt design og høj faglighed – vi kommer igen siger vore gæster. Her er det skønt at gå på arbejde.
Prisoverrækkelse
Lysprisen gives til teamet bag projektet og vil blev modtaget af blandt andre leder af Vadehavscentret Klaus Melbye, udstillingsarkitekt Johan Carlsson, JAC studios, lysdesigner Nikolaj Birkelund, Fortheloveoflight og arkitekt m.a.a. Dorte Mandrup, Dorte Mandrups Tegnestue.
Der var fem nominerede projekter til Den Danske Lyspris 2017. De øvrige projekter er: Novo Nordisk VTC i Søborg, Salling Lights i Aarhus og Aalborg, Københavns fornyelsesprojekt for belysningen og en stitunnel ved Farum Bytorv.
-jhn