27-årig datter overtager CPCP's nye adm. direktør Julie Bruun.

27-årig datter overtager CP

I forbindelse med omstrukturering af materieludlejningsfirmaet CP’s to selskaber, overtager 27-årige Julie Bruun sædet som ny adm. dir. i den virksomhed, som hendes far grundlagde for 28 år siden

Det har længe ligget i kortene, at Julie Bruun skulle overtage det firma, hendes far, Georg Bruun, grundlagde i 1986. Sidste år påbegyndte hun et intensivt trainee-forløb i materieludlejningsvirksomheden for at få større indblik i såvel økonomi, drift og produktion. Nu er Julie Bruun klar til at tage skridtet fuldt ud og tiltræder derfor som administrerende direktør i CP ApS i forbindelse med en organisationsændring.

- Det er en fantastisk følelse at kunne drive noget videre, som ens familie har startet, og jeg er stolt over at få chancen. Jeg har haft en spændende og lærerig trainee-periode, hvor jeg har mærket virksomheden indefra. Blandt andet har jeg været med til at etablere en helt ny afdeling i Jylland. Så jeg føler mig godt rustet til nu at få det øverste ansvar, siger Julie Bruun.
 
To afdelinger fusionerer
Gennem de sidste 15 år har CP haft to forskellige selskaber; moderselskabet CP og datterselskabet CP Pavilloner. Disse to er netop fusioneret, hvorved samtlige medarbejdere, leverandører og ordrer fra CP Pavilloner er overført til CP. Formålet med omstruktureringen er ifølge Julie Bruun at optimere arbejdsprocesserne i CP og samtidig geare organisationen til den fremtidige udvikling.  

I den nye organisation er Julie Bruun er administrerende direktør, mens Peter Jakobsen får ansvar for CP Øst. Allan Johnsen får ansvaret for CP Vest - og René Larsen for produktionen.

- Allerede for mere end et år siden blev medarbejderne introduceret til Julie, og hun blev positivt modtaget over hele linjen. Nu er hun så klar til at overtage den daglige drift af forretningen og det overordnede ansvar for personalet, og jeg tror på, at det er den helt rigtige løsning fremadrettet. Det styrker både vores organisation og ledelsen, siger Peter Jakobsen.

Sparrer med sin far
Selvom Julie Bruun stadig idéudvikler og sparrer med sin far, er hun meget bevidst om, at hun symboliserer en helt ny generation og en mere moderne måde at gøre tingene på.

- Jeg har en mere teoretisk baggrund end min far og ser på mange områder lidt anderledes på tingene. Men én ting er klart. Ham og jeg er altid enige om målet, selvom vi sagtens ivrigt kan diskutere vejen dertil, siger hun.

- kj

4/8 2014