76 tons japaner til Faxe Kalk
Scantruck har netop afleveret 76 tons tung Komatsu-dozer i Faxe Kalkbrud
To timer på motor- og landevej med ledsagelse af to følgebiler og tillige politieskorte på en del af strækningen. Det var hurtigere end forventet, og derfor måtte der lige ventes en halv times tid på, at montørerne også nåede frem. To en halv times monteringsarbejde og en halv time til kaffe og rundstykker. Og de 76 tons var klar til indsats i kalkbruddet.- Med et dozerblad på 22 kubikmeter formår Komatsu’en virkelig at flytte store mængder kalk. Og den har kræfterne til det. Den seks-cylindrede motor har 640 hestekræfter at spille med. Selv vejer maskinen altså 76 tons. Den er godt 10 meter lang, 5,6 meter bred og rager 4,5 meter op i højden, fortæller distriktschef Jakob Jørgensen, Scantruck.
Over Japan og Belgien
Det er under to måneder siden, at han kunne give brudchef Niels Ove Pedersen og produktionsdirektør Klaus Rønholt hos Faxe Kalk håndslag på leveringen af kæmpedozeren.
- I virkeligheden er der tale om en mine-maskine. Den er bygget på Komatsu-fabrikken i Japan, men var heldigvis lagervare hos det europæiske hovedkvarter i Vilvoorde i Belgien. Efter at vi fik den til Scantruck i Ringsted, har værkstedschef Ronnie Johansen og mekanikerne Nils Thorsen og Thomas M. Jensen på det nærmeste ligget vandret for at klargøre maskinen. Alt er foregået i et imponerende tempo, siger distriktschef Jakob Jørgensen.
Gigantiske storebrødre
Selv om D375A-6 er, hvad mange vil betegne som ”vildt stor”, så har den faktisk et par storebrødre i Komatsus dozer-repertoire. Modellen D475 vejer 111 tons. Og D575 klemmer vægten ned med næsten ubegribelige 155 tons. Dermed er den også suverænt verdens største serieproducerede dozer.
Faxe Kalk ejes af producenten af kalk- og dolomitbaserede produkter, den belgiske Lhoist-gruppe. Kalkbruddet i Faxe er i areal er det omkring en kvadratkilometer, og her brydes og flyttes hvert år cirka tre millioner tons kalk i det 45 meter dybe brud.
- kj