LCA
LCA
scroll
80 procent færre arbejdsulykker kaster arbejdsmiljøpris af sigVinderne af Arbejdsmiljøprisen 2023 blev kåret ved en temadag onsdag den 24. maj 2023.

80 procent færre arbejdsulykker kaster arbejdsmiljøpris af sig

Siden 2019 har landets største materieludlejer af bygge- og anlægsopgaver skabt en massiv reduktion i antallet af arbejdsulykker. Den arbejdsindsats betyder, at GSV nu vinder Arbejdsmiljøprisen 2023 i kategorien Arbejdsulykker

Med udgangspunkt i mottoet ’Mennesker før maskiner’ iværksatte GSV i 2019 en række
tiltag med ambitionen om at få medarbejderne til at tænke egen sikkerhed ind i alt, hvad de gør.

Tiltaget blev iværksat efter en længere periode med udvidelser og opkøb af virksomheder,
som medførte et behov for at integrere de forskellige virksomhedskulturer ind i den
overordnede GSV-kultur. En stor del af opgaven var at ændre på sikkerhedskulturen.

Ifølge Arbejdsmiljørådets formand, Cristina Lage, er GSV’s indsats bemærkelsesværdig.

- Her er en arbejdsplads, der i en udsat branche virkelig sætter baren højt. GSV vinder
Arbejdsmiljøprisen, fordi de gennem en langvarig og systematisk indsats har skabt
resultater, der sænker antallet af arbejdsulykker markant. Arbejdsmiljøindsatsen er
omfattende, og de har sågar udviklet en app, der understøtter opmærksomheden på
sikkerheden i dagligdagen. Det er glædeligt at se arbejdsmiljørepræsentanternes involvering og ledelsens vedholdende fokus på at udvikle en kultur, der understøtter en sikker arbejdsplads. At GSV formår at skabe disse resultater under en fusion er helt fantastisk, siger Cristina Lage.

App til registrering af observationer
De konkrete tiltag blev iværksat på baggrund af inddragelse af medarbejdere på alle
niveauer gennem workshops og aktivering af arbejdsmiljørepræsentanter.

Det resulterede blandt andet i obligatoriske sikkerhedskurser, en medarbejderapp til
registrering af observationer af nærved-ulykker og risici samt generel oplæring af
medarbejdere i virksomhedens DNA og sikkerhedskultur.

- Jeg er overordentligt stolt over, at vi har fået skabt en sikkerhedskultur, der er forankret fra top til bund. Men jeg er også ambitiøs, og selvom man aldrig kan eliminere ulykker helt, så kan man gøre alt for at nå så tæt på nul som muligt. Heldigvis er vi godt på vej, siger chef for sikkerhed og kvalitet, Kenny Bjerre Petersen.

GSV’s arbejdsmiljøindsats udmærker sig ifølge Arbejdsmiljørådet blandt andet ved en flot
systematik, en omfattende involvering af AMO, en systematisk app og et flot kulturarbejde.

-dc

24/5 2023