Debat: Pensionsselskaberne stiller alt for lave sikkerhedskrav på deres byggepladser
De største danske pensionsselskaber og ATP stiller meget lave kvalitetskrav til de lifte og entreprenørmaskiner, som deres entreprenører tager i brug på byggepladserne, mener Stine Egsgaard, som er formand for Materielsektionen
Det skorter ikke på skåltaler, når man nærstuderer de danske pensionsselskabers politikker for ansvarlige investeringer og aktivt ejerskab.
Så handler det om at være med helt fremme og bidrage til FN’s 17 mål for bæredygtige udvikling. Nogle gange kan man imidlertid have så meget fokus på at redde hele verden, at man glemmer sine nærmeste.
Sådan forholder det sig desværre, når vi som brancheorganisation skal vurdere, hvor fintmasket sikkerhedsnettet på de danske pensionsselskabers byggepladser er i forhold til de lifte og entreprenørmaskiner, der anvendes på dem.
Materielsektionen er en brancheorganisation for virksomheder, der er ejere, producenter, forhandlere og udlejere af entreprenørmateriel.
Medlemmerne er primært udlejningsvirksomheder, som udlejer lifte, entreprenørmaskiner, skure og pavilloner, arbejdsplatforme samt forskalling og stilladser.
Hvis man vil være mest muligt sikker på, at materiellet på ens byggeplads er velholdt og uden kritiske fejl, kan man vælge at stille krav til sine entreprenører om, at alt relevant materiel på ens byggeplads skal være DRA-certificerede og/eller omfattet af Lift- og Maskinkontrolordningen.
Alligevel oplever vi næsten aldrig, at de største danske pensionsselskaber - som f.eks. PFA, Velliv, Danica Pension, AP Pension og PensionDanmark - stiller krav til entreprenører om, at deres lifte og entreprenørmaskiner skal være DRA-certificerede og/eller omfattet af Lift- og Maskinkontrolordningen.
Sjusk med sikkerheden på byggepladsens materiel er ikke til at spøge med. Når uheldet er ude i bygge- og anlægsbranchen, kan det desværre gå rigtig galt. For ulykker med lifte og entreprenørmaskiner er indimellem invaliderende eller i værste fald fatale.
Det er heldigvis ikke uoverkommeligt at løfte sikkerheden for de mange tusinde medarbejdere på pensionsselskabernes byggepladser.
Løsningen er, at pensionsselskaberne konsekvent tilføjer en passage i deres udbud og entreprisekontrakter om, at alle lifte og maskiner – på pensionsselskabets byggeplads – skal være DRA-certificerede og/eller omfattet af Lift- og Maskinkontrolordningen.
Stine Egsgaard
Formand
Materielsektionen
Stine@sennels.dk
Tlf.: 60128198