Det kan betale sig at friske firmavognen opDe fleste medarbejdere sætter pris på, at kabinen er pæn og ren, når de overtager vognen fra en kollega.

Det kan betale sig at friske firmavognen op

Ved at få klargjort arbejdsbilen bliver medarbejderne mere tilfredse, og samtidig sendes et vigtigt signal til kunderne om, at ”her gøres tingene ordentligt”

På RTTs værksteder i Herlev, Greve og Vejle tages der kærligt hånd om alt fra entreprenørbiler, varevogne, lastbiler og trailere med en omfattende service, der bl.a. inkluderer kabine- og sæderens, motorvask, lakpolering, læderimprægnering og graffitiafrensning.

Blandt RTTs stadigt flere kunder har NCC benyttet sig af virksomhedens services i snart 12 år, og årligt bliver det til omkring 100 biler, der friskes op på værkstederne i Jylland og på Sjælland.  

- Vi har utrolig mange overtagelser af biler blandt vores ansatte, og der er vores erfaring, at bilerne bliver kørt bedre, når de er rene og pæne og dufter af lavendel, forklarer Fleet Manager Benno Kay, NCC, der sørger for alt, hvad der har med virksomhedens biler at gøre.

Intet reelt alternativ
For NCC er signalværdien utroligt vigtig, og ifølge Benno Kay er der også et økonomisk aspekt. F.eks. har bilerne en højere værdi, den dag de skal sælges, da alle skader – store som små – bliver udbedret løbende, og inden der sker endnu en skade.

- Jeg oplever da en udbredt holdning om, at hvis bilen i forvejen har fem skader, så betyder det jo ikke noget, hvis den får to til, fortæller Benno Kay.

- Og alternativt skulle vi have en mand gående på fuldtid til at klare det samme arbejde. Men ofte er der et stort tryk på med klargøring af mange biler, hvor han ville have svært ved at følge med, og i andre periode ville han ikke have nok at lave. Så det ville slet ikke hænge sammen, tilføjer han.

Billigere end en Transporter
Hos RTT har direktør Claus Jønck i takt med krisen oplevet, hvordan håndværkere er blevet mere omkostningsbevidste, og derfor arbejder han også selv ud fra sloganet om, at det skal være nemt, hurtigt og billigst.

- Mange firmaer går efter ”one-stop”, hvor de får klaret hele molevitten ét sted og på én gang. Og vi oplever ofte, at kunder kommer til os, fordi de ikke kan være bekendt at komme ud til kunder i en bulet, misfarvet og rusten vogn. Samtidig vil de gerne undgå at skulle ud og købe en ny Transporter til flere hundrede tusinde, fortæller han.

Større vægt på promovering
Foruden at være blevet mere omkostningsbevidste har krisen ifølge Claus Jønck også betydet, at mange håndværkere i dag lægger større vægt på at reklamere for deres firma.

- Førhen var håndværkere vant til at have en masse kunder. I dag skal de selv ud og skaffe deres kunder, og så er det ganske nærliggende at udnytte og aktivt gøre brug af ens bil, som mange potentielle kunder i forvejen får øje på dagligt på landevejen, når der køres til og fra byggepladser, mener Claus Jønck.

En holdning, som Benno Kay er enig i.
 
- Det går meget på det psykiske, og der giver en smadderkasse et forkert indtryk både overfor medarbejdere, men også kunder – bilerne er jo vores visitkort ude på vejene, siger han.

Foruden klargøring, der alt efter omfanget ligger på 2500-6000 kr., tilbyder RTT også foliebeklædning, auto-el-montering og bilindretning.

- kj

15/4 2014