Aktuelle nyheder - EntreprenørMateriel

Fejrer 75-års fødselsdag med bedste regnskab nogensinde- Vi har i dag en klar vision og strategisk retning, som vi tror på, fortæller adm. direktør Klaus Kalstrup.

Fejrer 75-års fødselsdag med bedste regnskab nogensinde

Gennem 75 år har Sjørring udviklet sig til at blive førende skovlproducent til den europæiske entreprenørindustri

Del artiklen på

I 1946 så Sjørring Maskinfabrik dagens lys i landsbyen af samme navn i det nordvestlige Jylland. I dag  er Sjørring den førende skovlproducent til den europæiske entreprenørindustri.

- Det har været på en lang og spændende rejse. Særligt de seneste år har der været fart på udviklingen, og det er ret godt ramt, at vi i året med 75-års jubilæum forventer at komme ud med det bedste regnskab nogensinde, fortæller adm. direktør Klaus Kalstrup.

Rustet til fremtiden
For bare seks år siden var Sjørring på usikker grund, og den nye ledelse skulle gennemføre en omfattende turn-around, der kort fortalt skulle skabe et levedygtigt fundament og ruste virksomheden til fremtidens udfordringer.

I løbet af de seneste år er produktion optimeret og der er investeret kraftigt i både maskiner og teknologier. Produktudvikling er også en prioritet, og i 2019 lancerede Sjørring et graveskovlsprogram under eget navn og logo.

Også under Covid-19 krisen havde Sjørring fokus på udvikling, og i 2021 blev HYPER-serien lanceret – en serie af vægtoptimerede graveskovle, der reducerer gravemaskinens energiforbrug.

Sjørring har således udviklet sig fra at være en underleverandør af svejste konstruktioner til at være den førende skovlproducent i Europa indenfor entreprenørbranchen, pointerer Klaus Kalstrup.

- Vi har i dag en klar vision og strategisk retning, som vi tror på, og indtil videre må vi konstatere, at det har båret frugt.

Sjørring åbner dørene 30. oktober
- Vi er i rivende udvikling, og det vil vi gerne markere og fejre. Derfor åbner vi dørene til fabrikken og inviterer til åbent hus, fortæller Klaus Kalstrup.

Den 30. oktober åbner Sjørring fabrikkens døre og inviterer til åbent hus kl. 12-16. Her kan samarbejdspartnere, kunder og andre interesserede opleve, hvordan Sjørring fremstiller grave- og læsseskovle, der primært leveres til Europa samt Syd- og Nordamerika.

Eftermiddagen byder på guidede rundvisninger, konkurrencer og lidt godt til ganen.

 

Læs mere om EntreprenørMateriel

20/10 2021