Fire nye maskiner til stenudlægning
DSA har købt de første flisenedlæggere, som er produceret i en ny model hos tyske Optimas. Modellen hedder H99 og er leveret i entreprenørens mørkeblå firmafarve af forhandleren 3 Aktive
Ordrebogen hos Dansk Stenanlæg ApS, DSA, er fyldt op med opgaver. Omkring 200.000 m2 stenbelægningsopgaver er der i pipelinen. For et års tid siden lå antallet af opgaver på det halve, og på dette niveau har nicheentreprenøren fra Sabro ved Aarhus ligget i mange år.
På en god dag lægger otte medarbejdere - fordelt på fire flisenedlæggere (en mand i maskinen og en mand ved tangen) 3500-4000 m2sten. Det foregår typisk i tidsrummet fra mandag til torsdag fra kl. 6 til 21. Og mange kørte timer i maskinerne slider naturligvis på materiellet.
Derfor har DSA nu fået leveret fire nye Optimas H99 flisenedlæggere. Og det er vel at mærke de fire første af den spritnye model, som forlader fabrikken hos den tyske producent. H99 erstatter forgængeren H88. De fire maskiner er leveret gennem den danske importør og forhandler 3 Aktive A/S, som har sørget for, at flisenedlæggerne fremstår i DSA’s mørkeblå firmafarve. I byttehandlen indgik fire brugte flisenedlæggere; to fra 2014, én fra 2013 og én fra 2012. De to maskiner fra 2014 havde hver gået mellem 1600 og 1900 timer.
Fleksibel og produktiv
Den fuldautomatiske fliselægger H99 har fået ny 19 kW-motor, som kører med lavere omdrejninger end forgængeren og har et væsentligt lavere brændstofforbrug. Den er bl.a. opgraderet på hydraulik, er mere lydsvag og med en ny og større glaskabine (kabinen på forgængerens var i plast) med 360 graders udsyn. H99 er udstyret med en fuldhydraulisk tang, hvorpå der sidder seks arme og stempler.
- Kombinationen af seks enkelte arme, hydraulikstempler og tangens fleksibilitet sikrer, at flisenedlæggeren får bedre fat på stenlagene fra pallen, også selv om stenene ikke er fuldstændig ens. Det er en hurtig og effektiv maskine, som snildt kan lægge 100 m2 sten i timen, forklarer produktchef Jan Douglas fra 3 Aktive i Kolding. Han ved samtidig også godt, at de dygtigste folk hos DSA lægger 150-180 m2 sten i timen.
Maskinføreren har håndfri mobiltelefoni via Bluetooth og sidder bedre i de nye luftaffjedrede sæder. Hos DSA har hver maskinfører sin egen flisenedlægger. Maskinførerens navn står såmænd på døren.
Pæn gang i byggeriet
DSA har specialiseret sig i flisebelægning og arbejder over hele landet og såmænd også i udlandet.
- Vi kan mærke, at erhvervslivet er i fremgang. Der bliver bygget nyt mange steder i Danmark. Og det er gennem hovedentreprenørerne, at vi typisk kommer ind i billedet og slutter byggeprojektet af med flisebelægning, siger ejer og direktør Anders Svendsen fra DSA.
Opgaverne bliver håndteret af dygtige folk og med en vognpark bestående af tre gradere med gps, to sandudlæggere, de fire fabriksnye fliseudlæggere fra Optimas samt en håndfuld Terex gummigede. Materieller bliver passet og plejet, vasket hver uge og kørt ind i en aflåst hal, når de er hjemme på matriklen i Sabro.
Travlheden gælder i øvrigt ikke kun i Danmark. Entreprenøren har fået en stor opgave for Aarsleff på Grønland. En ny havn i Nuuk skal belægges med 48.000 m2 sten. Opgaven skal påbegyndes i uge 32 og forventes at vare seks-otte uger.
-cmn