Fynsk fagmesse fyrer den af
Der præsenteres mange nyheder til håndværkere, entreprenører og industrien på Vestfyn Trækker 2016 – Transport & Logistik, der afholdes ved motorvej E20 fra den 27. til 29. maj
Vestfyn Trækker – Transport & Logistik, der er Danmarks største udendørsmesse af sin art, sætter i år yderligere fokus på varevogne og intern transport. Det betyder flere udstillere og besøgende fra byggeri, anlæg og industri, når messen løber af stablen i Ejby på Fyn den 27.-29. maj.
- Her er flere logistikløsninger og nye varevogne samt mere internt transportmateriel end tidligere, siger messens arrangør, adm. direktør Per Mikkelsen fra VBG Group.
Mercedes præsenterer flere nyheder på Vestfyn Trækker 2016 – herunder programmets mindste varebil, Citan, i en udgave, som kører op til 23,4 kilometer på literen, samt den nye Vito med syvtrins automatgear.
- Den nye generation af Vito er optimeret på alle punkter, eksempelvis med forbedret brændstoføkonomi og 40.000 kilometers serviceinterval. Både sidevindsassistent, træthedsalarm og dæktryksensor er standardudstyr, siger Finn Lynge, der er salgschef for varebiler hos forhandleren P. Christensen.
Automatiske snekæder
Man kan også opleve det automatiske snekædesystem Onspot, som sikrer øget fremkommelighed i vintervejr, og som ud over til lastbiler nu også fås til de mest populære busser, varebiler og terminaltraktorer.
- Med tryk på en knap undgår chaufføren risici, bekymringer, problemer og stress ved vinterkørsel. Snekæderne kan aktiveres og afbrydes under kørslen, og så snart de positioneres under baghjulene, forbedres friktionen. Der opnås omgående forbedret vejgreb og fremkommelighed, fortæller salgskonsulent Lars Andersen.

Det automatiske snekædesystem Onspot, som sikrer øget fremkommelighed i vintervejr, fås nu også til de mest populære varebiler og terminaltraktorer. (Foto: PR)
Nyt til intern logistik
Still fremviser et bredt udvalg af elektriske stablere, palleløftere og gaffeltrucks. Blandt andet den nye stabler EXV-SF, der hurtigt kan løfte paller op i fem meters højde, og CiTi One – en elektrisk håndløftevogn, der også er velegnet til mindre varevogne under 3500 kilo.
– CiTi One er et meget tidssvarende produkt. Arbejdstilsynet interesserer sig jo i stigende grad for, hvor mange kilo man har med på sin håndløftevogn, lyder det fra Allan Sølvsten, der er salgsdirektør hos Still.
N.C. Nielsen præsenterer blandt andet Terbergs YT182 terminaltraktor i en ny model med forbedret kabine, komfort og indretning. Desuden fremvises fra Linde blandt andet en elstabler, en hurtigløber og gaffeltrucken E16/386 i en faceliftet udgave med lavere energiforbrug og forbedret elstyring.
-cmn