LCA
LCA
scroll
GSV og Wicotec Kirkebjerg i stor buy-and-rent-back-aftaleMed aftalen overgår omkostninger og risiko forbundet med overholdelse af myndighedskrav til GSV. Og virksomheden kan lettere tilpasses skiftende markedsforhold, når maskinerne lejes frem for at ejes.

GSV og Wicotec Kirkebjerg i stor buy-and-rent-back-aftale

GSV overtager Wicotec Kirkebjergs maskinpark. Fremover lejer Wicotec Kirkebjerg i stedet materiel af GSV, og ved at leje frem for at eje opnår virksomheden flere fordele – blandt andet nedsættes CO2-udledningen markant

Når Wicotec Kirkebjerg – teknikentreprenør og servicepartner med hovedsæde i Taastrup – i fremtidige projekter skal bruge en gravemaskine eller en lift, kører maskinerne i første omgang ikke ud ad virksomhedens egne porte.

I stedet lejer Wicotec Kirkebjerg maskiner af GSV, der er Danmarks største materieludlejer til bygge- og anlægsindustrien. GSV og Wicotec Kirkebjerg har nemlig indgået en aftale, hvor GSV opkøber virksomhedens maskinpark for et tocifret millionbeløb, hvorefter Wicotec Kirkebjerg i fremtiden i stedet lejer de specifikke maskiner og det materiel, der skal bruges i koncernens anlægsforretning, af GSV.

- Vi er glade for at tage et klimavenligt skridt sammen med Wicotec Kirkebjerg med denne buy-and-rent backaftale. Når Wicotec Kirkebjerg lejer materiel frem for at eje, slipper de bl.a. for udgifter til vedligehold og reparationer og styrker fremover den grønne bundlinje ved at vælge batterimaskiner og el-materiel til mange af deres opgaver. Derudover vil de med vores digitale værktøjer få direkte indsigt i det reelle CO2-forbrug og kan arbejde målrettet med at reducere aftrykket fremover, siger Dan O. Vorsholt, der er administrerende direktør i GSV.

- Desuden er det en fordel for branchens samlede CO2-aftryk, hvis vi deler maskinerne, fordi vi som udlejningsvirksomhed kan udnytte materiellet meget bedre, end den enkelte entreprenør kan. Hvis vi zoomer ud i helikopterperspektiv og deler maskinerne ved at leje frem for at eje, så skal vi tilsammen bruge markant færre maskiner på landsplan og dermed både købe og producere færre maskiner. Denne aftale er et skridt i den rigtige retning, og GSV vil fortsætte med at investere i batteri og el-materiel samt udvikle vores digitale løsninger, der giver fuldt overblik over CO2-udledningen på de maskiner, vi lejer ud, tilføjer han.

Gavner begge parter – og miljøet
GSV udskifter løbende maskiner og materiel til el- og hybriddrevne eller dieselmaskiner med de nyeste motorer med de bedste filtre. Det kommer også til at ske med denne maskinpark, GSV nu har overtaget. Og det vil komme Wicotec Kirkebjerg til gavn, da virksomheden får adgang til den nyeste teknologi og de mest klimavenlige maskiner – tilpasset de specifikke anlægsopgaver, Wicotec Kirkebjerg har.

- Det er både til gavn for os og for miljøet, at vi nu outsourcer alle større dieseldrevne entreprenørmaskiner. Vi har i vores strategi frem mod 2025 en målsætning om at reducere vores CO2-udledning betragteligt. Med den konkrete totalløsning kan vi monitorere udledningen af CO2 og dermed vores miljøpåvirkning. Det er et vigtigt skridt på vejen til en grønnere forretning og også noget, vi i stigende grad ser som et krav fra kunder,

samarbejdspartnere og myndigheder, siger Brian Ludvigsen, administrerende direktør i Wicotec Kirkebjerg.

-dc

17/4 2023