Herning er i 2025 vært for Euroskills

Herning er i 2025 vært for Euroskills

MesseCenter Herning – MCH – er ikke mindst kendt for sine mange arrangementer på bygge- og anlægsbranchens område

Af Dan Bjerring

År efter år tiltrækker messearrangementer og andre aktiviteter flere hudrede tusinde gæster til Herning, og 2024 var ingen undtagelse.

Året bød på ikke færre end 315 arrangementer i alt fordelt på 488 dage på tværs af de fire faciliteter. Det er en voldsom fremgang i forhold til 2023, hvor der var 263 arrangementer på 417 dage.

Fremgangen var markant i både kongrescentret og messecentret, hvor førstnævnte tiltrak 179.000 gæster mod 128.000 året før, og for messecentrets vedkommende var tallene 338.000 besøgende i 2024 sammenlignet med 313.000 året før.

Oplevelser for næsten én million gæster
Ifølge ”Mr. Herning”, administrerende direktør i MCH, Georg Sørensen, var 2024 ”et særligt år”:

- Vi værdsætter hvert eneste arrangement og besøg, og vi er taknemmelige for den tillid, vi bliver vist af vores kunder og samarbejdspartnere. Vi er stolte af at skabe rammerne og levere oplevelser for næsten en million gæster, og det vel at mærke i et år uden et stort sportsmesterskab, siger han.

Georg Sørensen understeger, at nok så mange ”teams-møder” og sociale medier ikke kan erstatte det personlige møde, der bliver vigtigere end nogensinde:

- Det er der, relationer opstår, ideer fødes, og samarbejder skabes og styrkes, konstaterer han videre.

Euroskills i Herning
Et væsentligt skridt i 2024 var MCH's arbejde med at opnå ISO 20121-certificeringen, der sætter en international standard for bæredygtighed inden for oplevelsesindustrien og styrker MCH's position som en ansvarlig samarbejdspartner.

- Certificeringen er en vigtig milepæl, der kan være med til at fremtidssikre virksomheden. Samtidig flugter hele bæredygtighedsarbejdet allerede med vores værdier og hjertet i vores logo, der udtrykker ansvarlighed og sund fornuft, siger Georg Sørensen.

MCH A/S går et historisk år i møde, der - udover en lang række messer, musik og underholdning samt møder, kongresser og store firmafester - også byder på fire store og internationale begivenheder, som VM i herrehåndbold, VM i ishockey, VM i bridge og EuroSkills.

Samtidig lanceres Elbilmessen, der er udviklet på fundamentet af netværket fra tidligere bilmesser og Transportmessen, og som i oktober sætter fokus på det voksende elbilmarked.

6/1 2025