Materieludlejer opruster til kommende byggeboom
Med udsigt til mange store anlægsopgaver i forbindelse med det kommende Femern-projekt har GSV Materieludlejning netop åbnet ny afdeling i Rødby
Onsdag d. 4. juni indviede GSV Materieludlejning sin nye udlejningsafdeling i Rødby på Lolland ved et velbesøgt åbent hus-arrangement. Den nye afdeling er en del af erhvervsnetværket Femern Business Park, der er etableret for at arbejde med og servicere de virksomheder, som i de kommende år skal forestå etableringen af Femern-forbindelsen.Samtidig skal netværket fungere som bindeled til lokale håndværkere og entreprenører.
- Det er utroligt positivt for området og kommunen, at virksomheder som GSV etablerer sig hernede og på den måde bidrager til at udfolde det lokale erhvervspotentiale og skabe job i området. At have en dansk materieludlejer tæt på de mange store anlægsprojekter, som skal igangsættes, gør det enklere for lokale entreprenører at byde ind, udtaler borgmester i Lolland Kommune Holger Schou Rasmussen.
Helt tæt på kunderne
GSV's nye Rødby-afdeling råder bl.a. over en 450 m2 indendørs lagerhal og har derudover ca. 4700 m2 udendørsarealer til maskiner og materiel. Forud for etableringen af den nye afdeling havde GSV otte afdelinger fordelt over hele landet.
- Jo tættere du er på kunderne, jo bedre kan du servicere dem og være med til at effektivisere deres arbejde, uanset om det er inden for byggeri, anlæg eller infrastruktur. Samtidig giver den korte afstand mindre transportudgifter og lavere CO2-udslip. Derfor er det også vigtigt for os at være til stede i Rødby nu, når byggeriet for alvor begynder.
- Men når det er sagt, så handler etableringen af vores nye Rødby-afdeling i ligeså høj grad om, at vi selvfølgelig gerne vil støtte op om de lokale håndværkere og entreprenører og gøre vores til, at de får de optimale betingelser, lyder det fra adm. direktør Dan O. Protin.
Nordeuropas største byggeprojekt
Femern-forbindelsen, der forventes åbnet i 2021, er ikke bare Danmarks, men også Nordeuropas største byggeprojekt. Ud over etableringen af selve tunnelforbindelsen, der får en længde på 17,6 km fra tunnelmunding til tunnelmunding, skal der laves en ny og forbedret infrastruktur i de tilstødende områder. Derudover kommer der en række andre anlægsopgaver i tilgift til projektet.
- Det er glædeligt, at GSV og de øvrige virksomheder, som enten allerede er etableret hernede eller i færd med det, vil være en del af løsningen på disse store positive udfordringer, påpeger Holger Schou Rasmussen afslutningsvis.
-los