Millionoverskud hos materieludlejer

Millionoverskud hos materieludlejer

Trods en presset byggebranche præget af hård konkurrence kommer G.S.V. Materieludlejning ud med et overskud på 18,4 millioner før skat

G.S.V. Materieludlejning A/S kan i disse dage se tilbage på endnu et succesfuldt regnskabsår, hvor den landsdækkende materieludlejer har trodset de konjunkturelle udfordringer, der præger byggebranchen.

GSV kan således offentliggøre et bundresultat for regnskabsåret 2012/2013 med et overskud på DKK 18,4 mio. før skat, hvilket er en pæn stigning sammenlignet med 2011/2012, hvor overskuddet lå på DKK 9,9 mio. 

- At vi har klaret os godt i forhold til de svære markedsbetingelser, som vi er oppe imod, skyldes først og fremmest et øget fokus på lønsomhed og ikke mindst en løbende tilpasning til det marked, som vi opererer i. Derfor har vi aldrig været bange for at udvikle vores forretning – dog hele tiden ud fra devisen om, at sikker forretningsudvikling er god forretningsudvikling, udtaler Dan O. Protin, der er adm. direktør hos GSV.

Smidigere arbejdsgange
Det stærke fokus på udvikling af forretningen har fortrinsvis ført til en række omfattende organisationsændringer, der har indebåret en optimering af virksomhedens sektorer. Resultatet har bl.a. været en mere veldefineret ansvarsfordeling samt en smidigere og mere effektiv varetagelse af udlejning såvel som vedligeholdelse af virksomhedens materiel, hvilket ifølge Dan O. Protin har ydet et markant bidrag til den øgede omsætning og indtjening:  

- Gennem vores omstruktureringer har vi haft stor succes med at lade strategien om øget lønsomhed gennemtrænge hele organisationen, og det afspejler sig i den genererede omsætning pr. medarbejder, som er steget med 15 pct. Samtidig er vi gået målrettet efter at styrke virksomheden i forhold til personel såvel som materiel, hvilket har ført til 16 nyansættelser og ikke mindst investeringer på DKK 80 mio. i nyt materiel, forklarer han.

Vil vækste sikkert og kontrolleret
Med udsigt til en ny afdeling i Rødby, der åbner i starten af 2014, er forventningerne til det kommende år høje hos GSV. Det skyldes ikke mindst den nyerhvervede DRA-certificering, som virksomheden fik implementeret tidligere på året.

-jhn

20/11 2013