Nedrivningsgigant dropper diesel
J. Jensen A/S har droppet store dele af sit dieselforbrug til fordel for det renere brændstof Shell GTL. Formålet er at skåne omgivelser og medarbejdere gennem en reduceret partikeludledning fra dieselmotorerne
Som en af de første virksomheder i byggebranchen har nedrivningsgiganten J. Jensen skiftet til det naturgasbaserede brændstof GTL, og virksomheden har med ét slag skåret helt op til 38 pct. af udledningen af partikler og NOx fra store dele af sin vognpark. Dermed sætter virksomheden ind for at begrænse luftforureningen fra sine mange varebiler, lastbiler og nedrivningsmaskiner.
- Som miljøbevidst virksomhed har vi en forpligtigelse til at gå foran og anvende de teknologiske muligheder, der er, for at blive mere miljøvenlig. Også selv om det måske koster lidt ekstra. Det er grundlæggende forklaringen på, at vi har udskiftet diesel med det mindre forurenende GTL brændstof, fortæller Kim Østergaard, marketingchef i J. Jensen, og tilføjer:
- Vi har over 100 dieselvogne kørende rundt i landet. Mange af dem i Storkøbenhavn. Så vores biler bidrager uundgåeligt til den luftforurening, der i forvejen er i byen, men også på byggepladserne, hvor vi har en del tomgangskørsel, når vi arbejder. Med GTL sænker vi udledningen af skadelige partikler betydeligt. Det kommer både borgere og vores kollegaer på byggepladserne til gode.
Renere alternativ til diesel
Skiftet til GTL er sket i samarbejde med energivirksomheden DCC Energi, som sælger brændstoffet på det danske marked. GTL brænder renere end diesel og er udviklet til at kunne fyldes på en dieselmotor. I forhold til traditionel diesel udleder GTL væsentligt færre skadelige partikler og mindre os og lugt. Derfor er det et oplagt brændstof i kampen mod luftforurening fra forskellige dieselkøretøjer, mener Kim Østergaard fra J. Jensen og uddyber:
- Vi tanker konsekvent GTL på de af vores køretøjer og maskiner, der fyldes fra vores hjemmetank. Vi har sågar testet GTL på personbiler, og det fungerer helt uden problemer. Den eneste forskel er, at der ikke er nogle lugtgener og langt mindre dieselos.
Med skiftet til GTL er J. Jensen blandt de første i byggebranchen, som indfører det nye, renere brændstof. I dag kører bl.a. Arla og DLG på GTL. Kanalrundfarten i København og en række lystbådehavne på Sjælland har også valgt at udskifte diesel med det nye brændstof.
Fakta om GTL brændstof
GTL står for Gas-To-Liquids og er et nyt og renere brændstof, lavet på naturgas, som nu sælges i Danmark. Sammenlignet med almindelig oliebaseret diesel brænder GTL betydeligt renere. Derfor kan GTL, afhængigt af motortype, reducere udledningen af partikler og NOx med op til 38 %. Det kræver ingen justering af motoren eller anden investering i køretøjet at anvende GTL.
-aft