Offentlige bygherrer kræver emissionsfri maskiner – entreprenørerne er klar
DI Byggeri har underskrevet en partnerskabserklæring med Center for Offentlig-Privat Innovation om omstilling til emissionsfrie arbejdsmaskiner på offentlige byggepladser
Af Daniel Christensen
Potentialet for CO2-reduktioner fra arbejdsmaskiner på byggepladser er stort.
Omstillingen til emissionsfrie arbejdsmaskiner reducerer samtidig gener fra støj- og luftforurening, forbedrer arbejdsmiljøet samt miljøet for omkringboende og forbipasserende.
I skaleringsprocessen 'Sammen om emissionsfrie maskiner' har 19 offentlige bygherrer siden 2022 arbejdet sammen med leverandørerne for at skabe forudsætningerne for, at det kan lade sig gøre.
For at være sikker på, at efterspørgslen fører til ændringer i produktionsleddet, har bygherrerne arbejdet efter en fælles ambition om, at den samlede indsats vil føre til, at der imellem nu og 2028 bestilles minimum 1000 nye emissionsfrie maskiner.
Arbejdet med at drive og facilitere det samarbejde forpligter DI Byggeri sig nu til at understøtte med underskriften på partnererklæringen.
Gevinsterne er positive for klimaet:
Hvis alle arbejdsmaskiner – små som store – er eldrevne i 2028, vil CO2-udledningen blive reduceret med 3,4 mio. ton. Gevinsterne kommer også i form af færre sygedage, hospitalsindlæggelser og dødsfald: Mindre luftforurening kan betyde 15 færre tilfælde af for tidlig død over ti år, viser en analyse, som Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI) har fået foretaget i efteråret 2023.
Markedet er klar
14 af landets største offentlige bygherrer underskrev i november 2023 en hensigtserklæring om, at de fremover vil stille som krav, at entreprenører bruger emissionsfrie arbejdsmaskiner i bygge- og anlægsprojekter.
- For Frederiksberg er arbejdet med at sikre klima, bæredygtighed og miljø centralt. Vi har en ambitiøs klimaplan, og vi er Danmarks elbil-by nr. 1. I forlængelse heraf er det naturligt for os at fokusere på emissionsfri arbejdsmaskiner, og derfor deltager vi også i skaleringsprocessen, siger borgmester i Frederiksberg Kommune, Michael Vindfeldt (S).
Underskrifterne blev sat på konferencen Grønt Gearskifte som en milepæl i CO-PI's skaleringsproces 'Sammen om emissionsfrie arbejdsmaskiner'.
Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI) og programchef Ole Bech Lykkebo glæder sig over, at DI Byggeri griber faklen:
- Vi har gennem to år arbejdet målrettet på at understøtte de offentlige bygherrer i deres ambitioner om en grøn omstilling fra diesel til emissionsfrie entreprenørmaskiner. Vi ser nu resultaterne, og hvor langt vi kan komme, når vi går sammen og skalerer den offentlige efterspørgsel. Markedet har grebet opfordringerne og melder sig klar, siger Ole Bech Lykkebo og understreger, at de offentlige bygherrers efterspørgsel spiller en vigtig rolle i efterspørgslen.
Tilgængeligheden af større emissionsfrie maskiner - typisk over 4-5 ton - er varierende, og i en række tilfælde findes de ikke eller er stadig på prototypeniveau. Ikke alle leverandører kan levere eller anvende større emissionsfrie maskiner med kort varsel eller til særlige opgaver. Men omstillingen er i fuld gang, og efterspørgslen fra de offentlige bygherrer er der.
Leverer ikke endnu
DI Byggeri vil aktivt støtte sine medlemmer i at arbejde for hurtigere og i større omfang at kunne levere og anvende emissionsfrie bygge- og anlægsmaskiner til bygge- og anlægsprojekter.
- Med partnerskabserklæringen ønsker vi at sikre, at bygge- og anlægssektoren kan levere på de høje krav om emissionsfri drift, siger Elly Kjems Hove, underdirektør i DI Byggeri.
- Vi er opmærksomme på, at vores medlemmer endnu ikke fuldt ud leverer eller anvender mindre maskiner og materiel, der allerede er tilgængelig på markedet i emissionsfrie udgaver. Flere erfaringer med dette er nødvendige, også for at vores medlemmer kan implementere emissionsfrie løsninger - både for de mindre og for de større maskiner, tilføjer hun.
DI Byggeri ser arbejdet med at få udviklet maskinparken med emissionsfrie arbejdsmaskiner som en naturlig forlængelse af kravet om at inkludere byggepladsens udledninger i klimakravene til bygge- og anlægsprojekter.
Helt konkret vil DI Byggeri organisere aktiv støtte til medlemmernes indsats for hurtigere og i større omfang at kunne levere og anvende emissionsfrie arbejdsmaskiner og øvrigt materiel.
- Vejdirektoratet er meget interesseret i at undersøge mulighederne for i højere grad end i dag at gøre brug af eldrevet materiel på vores mange byggepladser. Begynder vi at stille krav om brug af eldrevet materiel i større omfang end i dag, vil det være en fordel for både os og entreprenørerne, når flere større offentlige bygherrer stiller ensartede krav, siger områdechef i Vejdirektoratet, Helle Lange.
Skaleringsprocessen 'Sammen om emissionsfrie arbejdsmaskiner'
Skaleringsprocessen – en ny metode indført af CO-PI – er et tværoffentligt samarbejde, hvor flere offentlige organisationer går sammen om en fælles udfordring, så det bliver mere attraktivt for private virksomheder at udvikle nye løsninger.
Partnerne i skaleringsprocessen ønsker med samarbejdet at sætte skub i serieproduktionen af eldrevne maskiner ved at gå sammen og sætte volumen på efterspørgslen af eldrevne maskiner i alle størrelser og kategorier.
Det åbne partnerskab optager løbende flere deltagere.
De offentlige bygherrer, der aktuelt deltager, er:
Københavns Kommune
Aalborg Kommune
Aarhus Kommune
Frederiksberg Kommune
Middelfart Kommune
Slagelse Kommune
Rudersdal Kommune
Esbjerg Kommune
Odense Kommune
Region Hovedstaden
Metroselskabet og Hovedstadens Letbane
Vejdirektoratet
Sund & Bælt
Novafos
Aarhus Vand
Aarhus Havn
Aalborg Forsyning
Kildedal By
-dc