Spar udgifter på bedre samarbejde

Spar udgifter på bedre samarbejde

Et bedre samarbejde imellem byggevirksomheder, leverandører og bygherrer giver besparelser på byggeopgaver, viser ny undersøgelse fra Realdania

Samarbejdsrelationerne i byggeriet har de seneste 20 år været et hovedemne i diskus-sionen af, hvordan branchen kan udvikle sig. En diskussion, der på ny er blevet aktuel i kølvandet på den økonomiske krise og som følge af behovet for at skabe en produktivitetsudvikling, der fremmer byggeriets konkurrenceevne.

- Vi har gået og undret os over, hvorfor der tilsyneladende sker så lidt, når det gælder længerevarende samarbejder i byggeriet. Med de fem cases der indgår i denne under-søgelse er vi nu kommet et spadestik dybere. Undersøgelsen viser, at de længerevarende samarbejdsformer kan nedbringe omkostningerne for en del byggeopgaver, siger programchef Lennie Clausen, Realdania.

Større medarbejdertilfredshed
Lige så væsentligt er ifølge Lennie Clausen dog de bløde effekter, eksempelvis at de involverede virksomheder får en større viden og at der skabes et grundlag for øget innovation samtidig med at medarbejdertilfredsheden øges.

Engagement, tillid og tid
Gennem fem virksomhedscases, et workshopforløb og en teoretisk kortlægning har den nye undersøgelse belyst, hvordan samarbejderne er kommet i stand og i praksis fungeret. Muligheder og barrierer ved de længerevarende samarbejder er blevet vurderet i undersøgelsen, der inddrager virksomhedscases fra både Sverige og Danmark. Smith Innovation og Chalmers University of Technology har stået for undersøgelsen.

- Vores undersøgelse viser, at de længerevarende samarbejder ikke kan reduceres til jura og et stykke papir. Det er alt det der følger efter at kontrakten er indgået der er afgørende for om der opbygges tillid og læring. Om længerevarende samarbejde giver gevinst afhænger derfor mere af branchens selv end af ydre faktorer som eksempelvis udbudsregler, siger partner Mikkel A. Thomassen, Smith Innovation.

-jhn

Fakta:

De fem cases er:

• KAB AlmenBolig+ og konsortiesamarbejde
• SABO Kombohus og JSB
• Telge Fastigheter og NCC
• Enemærke&Petersen og ATP
• Globechem og leverandørsamarbejde

Undersøgelsen er udarbejdet af Smith Innovation i samarbejde med Anna Kadefors, Chalmers University of Technology.

Læs mere her: http://www.realdania.dk/filantropiske-programmer/innovation-i-byggeriet/v%C3%A6rdiskabende-byggeprocesser-og-samarbejdsformer/Nyheder/Bedre%20samarbejde%20kan%20l%C3%B8fte%20byggebranchen030220-14

5/2 2014