Stjal minilæsser og kørte galt

Stjal minilæsser og kørte galt

Østjyllands Politi modtog onsdag aften en anmeldelse om, at en borger havde overrasket en yngre mand, der formentligt kørte rundt på en stjålet minilæsser ved Voldum-Rud Vej i Hadsten.

Ifølge anmeldelsen var den yngre mand kørt ned i en mindre å på en mark, hvorefter en person havde forsøgt at få kontakt til ham for at spørge, hvad der foregik. Den yngre mand svarede flygtigt og stak efterfølgende af fra stedet.

Ejer fik minilæsser tilbage
Østjyllands Politi sendte et par patruljer til stedet for at sikre spor fra minilæsseren, inden ejeren blev identificeret og informeret om episoden.

Minilæsseren viste sig at være stjålet fra en nærtliggende byggeplads nogle få kilometer fra det sted, hvor den yngre mand kørte galt på den.

En hundepatrulje søgte også i det nærliggende område, men gerningsmanden var væk ved politiets ankomst.

Minilæsseren blev leveret retur til rette ejermand, og sagen vil nu blive efterforsket nærmere med henblik på at få fundet gerningsmanden bag tyveriet fra byggepladsen.

Arbejdsulykke
Lige over middag tirsdag kom en håndværker til skade i Nykøbing S under hans arbejde med en rundsav.

Den 23-årige mand fra Jylland fik skade på sin finger og blev kørt til behandling af sine kollegaer.

Politiet optog rapport, der skal klarlægge om der er sket brud på arbejdsmiljøloven i forbindelse med ulykken. Arbejdstilsynet blev orienteret.

DanB

7/11 2024