Stouenborg vinder lydpris for Den Blå Planet

Stouenborg vinder lydpris for Den Blå Planet

Ved årets InAVate Award Show i Amsterdam vandt Stouenborg prisen Futures Award for udviklingen af lyddesignet til Den Blå Planet

Det lille Herlev-baserede lyd- og lysfirma, Stouenborg, var ved årets InAVate Award Show i Amsterdam nomineret i to kategorier for udviklingen af lyddesignet til Danmarks nye Akvarium, Den Blå Planet – Visitors Atraction og Futures Award – og tog derfra med en glasstatuette for sidstnævnte pris.
Ifølge firmaets lyddesigner og projektleder, Anders Jørgensen, skyldes det to ting.

- For det første har vi med vores dybt specialiserede ekspertiser været med helt fra starten af processen. Og så har lydfolkene ikke kun har lavet lyd – de har også været samtalepartnere i alle aspekter af processen, forklarer han.

Hvirvles ind og suges ned
Ligesom selve huset tager lydfladerne sit udgangspunkt i arkitekterne 3xNs vinderforslag Hvirvelstrøm. Fra starten har tanken været, at den besøgende skulle hvirvles ind i huset og suges nedunder havets overflade, hvor man møder fiskene. Via lydflader og lydkulisser produceret i Stouenborgs eget studie understreges denne overordnede idé.

- Bølger skvulper fra den ene ende af akvariet til den anden, og via optagelser og producerede soundscapes gengives vidt forskellige scenarier af livet under vandet. Lydene fra sumppadder, dværgkrokodiller og syngende koraller i revene ved Middelhavet giver Den Blå Planets besøgende en mulighed for at opleve havets lydmæssige mangfoldighed, fortæller Anders Jørgensen.

Akustik understreger følelsen
Teknikken, der benyttes, er Meyer Sound D-Mitri system. Et system, som vurderes at kunne holde mindst 30 år og være klar til udbygning af de kommende faser. Dermed har Den Blå Planet som det eneste sted i Europa installeret et system, der normalt kun bruges af eksempelvis Disney Land. Via Cobra-NET distribueres lyden rundt i huset og sendes videre ud i alle højttalerne i ’super surround sound’.
Desuden har D-Mitri systemets 250 spors afvikling, mixerpult og SOR (source-oriented reinforcement) været stærke redskaber i det kreative arbejde.

- Følelsen af at være omsluttet af vand understreges yderligere af akvariets akustik. De meget åbne rum er akustisk dæmpet og er dermed med til at understrege Den blå Planets overordnede fortælling af hvirvlende og sugende ro, lyder det fra lyddesigneren.

- kj

21/2 2014