Sunde lavenergihuse snart færdige
Køge Kommune er snart færdig med 64 parcelhuse og 12 rækkehuse, som alle er Svanemærkede. Byggecentret Øbro Træ A/S har haft en særlig rolle under projektet, som er et af de første af sin slags i Danmark.
I 2005 startede Køge Kommune et projekt, hvor der skulle opføres energibesparende parcelhuse i et nyt boligområde i Herfølge. Kravet var, at husene skulle leve op til Svanemærke-certificeringen ved at benytte bæredygtige materialer.I alt 64 parcelhuse og 12 rækkehuse er nu ved at være færdigbyggede, og byggecentret Øbro Træ A/S fra København har spillet en central rolle med viden og rådgivning om materialer, der kan anvendes i Svanemærkede huse. Det fortæller Jan Pedersen, miljøleder for byggefirmaet Lind & Risør A/S, som med leverancer og rådgivning fra Øbro Træ A/S har stået for opførelsen af 18 parcelhuse i området.
- En af de største udfordringer ved at bygge Svanemærkede parcelhuse er dokumentationen, der skal indsamles for at bygge efter svanemærkekriterierne. Øbro Træ har rådgivet os ud fra deres særlige materiale- og systemviden, som ellers er et stort spindelvæv at finde rundt i. Det er en unik kompetence, vi ikke kunne få andre steder, fortæller Jan Pedersen fra Lind & Risør A/S.
Kun 5-10 procent dyrere
Øbro Træ A/S har især undersøgt og leveret materialer til vinduer, døre, gulve og tagkonstruktioner. På den måde lever husene op til materialekravene for Svanemærket, som er bestemt af Miljømærkning Danmark.
Ifølge byggefirmaet Lind & Risør A/S er det ikke meget dyrere at købe materialerne til at opføre et energibesparende parcelhus, selvom mange tror det. Samlet set er udgifterne 5-10 pct. større ved at bygge efter Svanemærkets kriterier, og størstedelen af materialerne har byggecentrene i deres sædvanlige sortiment.
Flere svanemærkede huse i fremtiden
Brancheforeningen Danske Byggecentre finder projektet i Køge Kommune interessant, og ifølge adm. direktør Palle Thomsen er Svanemærkede huse en tendens, vi fremover kommer til at se mere til:
- Fra politisk side er det besluttet, at kommunerne skal leve op til en række krav om at nedsætte CO2-udslippet. Derfor vil der komme flere bæredygtige byggerier i fremtiden opført efter strikse miljøkrav. Vi arbejder i den forbindelse på at uddanne vores folk i byggecentrene til at kunne rådgive om energibesparelser, siger adm. direktør for Danske Byggecentre, Palle Thomsen.
De første huse i området i Herfølge, der hedder Svanemarken og Svanelunden, stod færdige i 2007, og de sidste forventes færdiggjort i 2014. Projektet startede i 2005, og er en del af en større strategi for at nedsætte CO2-udslippet i Danmark, oplyser Køge Kommune.
-jhn
Fakta:
Kravene til husene i Herfølge er:
•Sunde og vedligeholdelsesvenlige
•Lav miljøbelastning
•Understøtte et lokalt naturindhold
•Lavt energiforbrug
•Biofaktor på minimum 0,6
•Husenes miljøpåvirkning (CO2) fra materialer og drift synliggøres
•Regnvand skal ikke havne i de almindelige kloakker, men skal enten sive ned i jorden, genanvendes eller ledes til et særligt anlæg for regnvand