Aktuelle nyheder - EntreprenørMateriel

Tilføjer entreprenørmaskiner til sortimentetGummigeden fra New Holland i aktion på industrigrunden i Middelfart, hvorfra Kragmann nu er gået i gang med at opbygge et nyt forretningsområde med salg af entreprenørmaskiner. Foto: Kragmann

Tilføjer entreprenørmaskiner til sortimentet

Fynske Kragmann udvider nu sit sortiment med entreprenørmaskiner. Tidligere har fokus været på landbrugsmaskiner fra bl.a. New Holland; et brand, der kører videre i sortimentet af entreprenørmateriel til byggeriet

Del artiklen på

På en industrigrund i Middelfart kører entreprenør Andreas Berg fra Bergs Graveservice rundt i en fabriksny 11 tons New Holland-gummihjulslæsser, som han bruger til at flytte grus med. Det er en demomodel, som Kragmann A/S har stillet til rådighed for sin kunde.

- Det er en stærk og støjsvag model sammenlignet med andre fabrikater, jeg har prøvet. Den kører godt, den er sådan lidt overskudsagtig, og så har den en god kontravægt, så den ikke tipper, siger Andreas Berg, der endnu ikke har besluttet, om han vil udvide sin maskinpark med New Holland-gummigeden eller ej.

Normalt arbejder Kragmanns kunder i landbruget, hvor forhandleren fra Middelfart er kendt som specialist inden for et bredt udvalg af landbrugsmaskiner, bl.a. som full-line-leverandør af New Holland og Kvernelands produktprogrammer.

Sidste år gik Kragmann i gang med at udvide med det nye forretningsområde, entreprenørmaskiner. Til at udfylde opgaven har forhandleren ansat to sælgere, Rasmus Juul Jensen og Johnny Lauritzen.

Læs mere under billedet...
Johnny Lauritzen fra Kragmann (tv.) sammen Andreas Berg foran New Holland 11 tons gummihjulslæsseren, der kører som demomodel. Foto: Kragmann

Ny serie af maskiner
Gummihjulslæsseren fra New Holland indgår i en ny serie på otte forskellige modeller fra 5 tons og op til 20 tons. 11 tons-modellen har 144 hk, forlænget læsseramme (læssehøjde 4,1 m), centralsmøring, bakkamera og Volvo hurtigtskift.

- Det er en allround-model, som passer perfekt til forskellige serviceopgaver på byggepladsen, siger Johnny Lauritzen, der tidligere har været hos Wacker Neuson og Maskinhuset.

Ud over gummihjulslæssere dækker programmet af entreprenørmaskiner fra New Holland en serie af minigravere fra 2 til 6 tons, teleskoplæssere og rendegravere.

- Det er altid spændende at være med til at opbygge noget nyt. Vi har nogle gode og konkurrencedygtige maskiner, så fundamentet er i orden. Nu handler det om, at vi skal ud og gøre os synlige på markedet. Vi kommer til at køre mange kilometer på landevejen den næste tid, pointerer Johnny Lauritzen fra Kragmann.

I slutningen af 2019 opkøbte virksomheden Maskinpartner i Vejle for at få bedre fodfæste i Jylland, så forhandleren nu dækker hele landet, og har salg af reservedele både i Vejle og Middelfart. Serviceafdelingen er med årene udbygget, så den nu tæller 12 udekørende servicemontører og 41 medarbejdere i alt.

-los

Læs mere om EntreprenørMateriel

20/4 2021