5-årig strategi skal skabe en dansk stillads-kæmpe

5-årig strategi skal skabe en dansk stillads-kæmpe

Knud Bay Højland vil med det nye ejerskab af stilladsvirksomheden, Helge Frandsen, stå i spidsen for en konsolidering af branchen, der inden for fem år skal skabe en stor spiller med 500 ansatte – med en skandinavisk strategi

Af Kim Sejr, journalist 

Den danske stilladsbranche er fragmenteret og består af mange små ejerledede virksomheder – måske 200 i alt. 

Der er også mange af dem, der står over for et generationsskifte. Dermed er der lagt op til en konsolidering af branchen. 

Det mener Knud Bay Højland, der er den nye ejer af stilladsvirksomheden Helge Frandsen A/S, der i 2024 havde en omsætning på 39 millioner kroner og 35 ansatte.

- Samtidig vokser kunderne, og det samme gør de stigende krav til sikkerhed, dokumentation og ESG-kompatible løsninger. Det er derfor oplagt at professionalisere og skalere en branche, der i dag er præget af små og mellemstore aktører.

Det vil også gøre det muligt at blive samarbejdspartner, når det gælder de allerstørste entrepriser over hele landet, siger Knud Bay Højland. 

- Jeg har fået mange positive tilbagemeldinger på mine tanker om en konsolidering, så jeg er overbevist om, at der er grundlag for at gå i den retning. 

Ved at samle de mest driftige i branchen vil der kunne skabes en stor, dynamisk enhed med gode vækstmuligheder, lyder det fra Knud Bay Højland, der er i dialog med flere interesserede. 

En gruppe på 10 

Knud Bay Højland forestiller sig en fem-årig strategi for projektet. 

Her skal 10 af de mest veldrevne virksomheder i branchen med positiv drift og gode medarbejdere kunne gå sammen og skabe en slagkraftig, konsolideret virksomhed med omkring 500 ansatte og en volumen, der vil gøre virksomheden interessant for institutionelle investorer. 

- Der vil helt klart være et kapitalbehov til en konsolidering og til en fremtidig ekspansion, men vi skal først op i en størrelse, der gør det interessant nok for en kapitalfond til at se en god case i det.

Dertil kommer, at strategien også omfatter det skandinaviske marked, så vi samlet set stiler efter at blive markedsledende i Danmark, Sverige og Norge, siger Knud Bay Højland. 


Knud Bay Højland har selv 28 års erfaring i stilladsbranchen og har haft ledende roller i USA, Storbritannien og Danmark. 

Han sidder desuden i brancheforeninger på tværs af Europa og USA og har været en aktiv spiller i konsolideringsbølgen i udlandet. Han påpeger, at konsolideringer i disse markeder har skabt større, mere effektive og konkurrencedygtige virksomheder. 

Ifølge Knud Bay Højland halter vi en del efter i Danmark. 

Landets største takker nej

Hos landets største stilladsvirksomhed, Dansk Stillads Service, med 300 ansatte, har man dog ingen planer om at gå ind i et samarbejde omkring konsolidering. 

Først og fremmest fordi virksomheden foretrækker at gå sin egen vej.

- Vi er sådan set enige i behovet for en konsolidering af branchen, fordi der er mange mindre og ældre virksomheder. Så derfor ser vi en del synergi i at kunne samle nogle virksomheder, og det er jo en proces, vi netop er i gang med, siger virksomhedens administrerende direktør, Johnny Lønbirk. 

Senest har virksomheden således sidste år overtaget Rodahl Stilladser og forinden det en stribe andre stilladsvirksomheder. 

Kun i Danmark 

- Arbejdet med at konsolidere gennem fusioner med virksomheder, der f.eks. står i en situation med behov for generationsskifte, er således foregået gennem en længere årrække, og det er noget vi vil fortsætte med, når der er mulighed for det, og det giver mening. 

En væsentlig detalje er jo også, at det giver mest mening at samarbejde med de virksomheder, der benytter det samme stilladssystem, anfører Johnny Lønbirk. 

Endelig ser Johnny Lønbirk ikke et behov for at ekspandere på de skandinaviske markeder.
- Vi synes, der er rigeligt at gøre på det danske marked, så derfor har vi på nuværende tidspunkt ingen planer om at have aktivitet andre steder end Danmark, siger Johnny Lønbirk.

Læs flere artikler i BygTek nr. 2, der er på vej i postkassen

Få vort nyhedsbrev ind i din digitale brevkasse..

 

9/4 2025