Ambition: mursten, der kan lagre CO2AI-genereret billede.

Ambition: mursten, der kan lagre CO2

Forskere og virksomheder i Sønderborg og omegn vil udvikle teknologi, der gør det muligt at lagre CO2 i mursten

– Hvis vi lykkes, kan vi producere mursten, der ikke bare er CO2-neutrale, men direkte lagrer kulstof, siger Ali Khosravi, lektor ved SDU.

Et nyt samarbejde mellem Syddansk Universitet og en række industrivirksomheder skal gøre det muligt at producere mursten, der ikke bare reducerer CO2-udledning – men potentielt lagrer kulstof i selve materialet. Projektet har modtaget 5,4 mio. kr i støtte fra Fonden for Retfærdig Omstilling.

Projektet, der går under navnet BiokulMatTek, arbejder med at integrere biokul i byggematerialer. Biokul bliver skabt gennem pyrolyse – en proces, hvor biomasse som halm eller landbrugsrester opvarmes uden ilt. I stedet for at gå op i røg bliver kulstoffet bundet i et fast materiale, som kan lagre CO2 i meget lang tid.

Tegl- og murstensindustrien er under stigende pres for at reducere sit klimaaftryk. Produktionen er energitung, og kravene til dokumentation af CO2-udledning vokser – og det åbner for nye løsninger.

– Teglbranchen er under pres på CO2, og derfor er der et stort behov for nye løsninger. Biokul kan blive en af de løsninger, der for alvor rykker noget, siger Henrik Leimand, direktør for Fr. Petersen Maskinfabrik.

Ved at tilsætte biokul i materialet eller bruge det i produktionen kan virksomheder potentielt sænke deres samlede CO2-aftryk – og samtidig udvikle nye produkter.

-kis

10/4 2026