Fugtpres stiger på slidte facader
Voksende regnmængder som følge af klimaforandringer skaber større behov for fugtsikring af bygningsfacaderne. Kraftige regnskyl kan få vandet til at trænge ind i bagvedliggende konstruktioner
Ifølge DMI er nedbørsmængden i Danmark i løbet af de seneste 150 år vokset med 100 mm, og inden for de seneste år har voldsomme skybrudshændelser medført skader på bygninger for milliarder af kroner. Alene i 2014 lød regningen på 650 mio. kr. for ødelagte huse og inventar som følge af skybrud, viser en opgørelse fra Forsikring & Pension.
Den voksende nedbørsmængde øger ikke kun presset på afløb og kloaknet. Også bygningernes klimaskærme sættes under pres af vandet, der via utætheder og huller i bl.a. tag, facader og fuger omkring vinduer og døre kan trænge ind til de bagvedliggende konstruktioner.
Resultatet kan blive skimmel og råd, der er svære at komme af med igen, når de først har fået fodfæste.
Forstærk første forsvarslinje
- Er der bare mindre revner eller sprækker i facaden, kan kraftig regn presse sig igennem og skabe problemer med fugtophobning i trækonstruktioner og isolering. Hvis tagrender og nedløbsrør samtidig er tilstoppede eller utætte, så vandet får mulighed for at løbe direkte ned ad facaden, øger det kun risikoen for fugtskader.
Det forklarer teknisk chef Carsten Rasmussen fra Ardex, der er en af landets producenter af hurtigt hærdende og hurtigt tørrende materialer til gulve og vægge. Han anbefaler at give facaderne et hurtigt sommertjek og få udbedret eventuel slitage og skader, før de udvikler sig til større problemer:
- Facaden udgør sammen med taget bygningens første forsvarslinje mod vind og vejr, og det er derfor en god idé at få tjekket dem efter for utætheder. Ud over de problemer med råd og skimmel, som revner i facaden kan forårsage, ser det jo heller ikke pænt ud med store fugtskjolder, afskallet maling eller løst puds på facaden som følge af indtrængende fugt, siger han.
Spar tid på genopretning
Ardex har udviklet spartelmassen Ardex F5 til hurtig genopretning af slidte facader, før der f.eks. påføres maling, der kan ruste facaden til at stå imod skybrud. Spartelmassen hærder på blot 24 timer, og samtidig er den fiberforstærket, så den kan påføres i alle lagtykkelser.
Derudover hæfter den på langt de fleste overflader uden forudgående primning eller grunding, og den kan overmales med alt fra silikonemaling til mineralpuds.
- Tidsbesparelserne gør, at mureren og maleren vil kunne bruge samme stillads, og bygherre får dermed færre omkostninger, ligesom man kan vælge den facadeafslutning, der passer til bygningens stil. På den måde bliver projektet til at overskue, uanset om man som privat boligejer eller offentlig bygherre vil have facaden godt klædt på til at tackle de øgede vandmængder, understreger Carsten Rasmussen.
-cmn