
Skræddersyede facadeplader giver ensartet finish
Helsingør Sundhedshus kunne i starten af året åbne dørene til kommunens nye sundhedshus inden for den aftalte deadline. Byggeprocessen blev blandt andet hjulpet på vej af en rekordordre på 26.000 m2 skræddersyede facadeplader fra Swisspearl
Helsingør Kommune har fået nyt sundhedshus, og det har Swisspearl, der har skiftet navn fra Cembrit, spillet en afgørende rolle i. Til projektet leverede byggematerialeleverandøren sin hidtil største leverance på 26.000 m2 skræddersyede facade- og vindspærreplader.
Ifølge projektleder for Helsingør Kommune, Jan Krog Islin, har de kundetilpassede facadeplader været med til at optimere byggeprocessen og sikre, at projektet blev afleveret til tiden:
- Entreprenørens arbejde med facaden blev i høj grad effektiviseret, da man kunne undgå en masse skærearbejde, fordi pladerne allerede var skåret til. Dermed har det samlede tidsforbrug til opsætning af facaden kunnet reduceres, fortæller Jan Krog Islin og fortsætter:
- Ved at pladerne var skåret til på forhånd, kunne vi samtidig undgå, at der kom hvide kanter på enderne af facadepladerne. De skræddersyede plader har derfor haft betydning for facadens endelige udtryk, da de sorte kanter får facaden til at fremstå mere ensartet.
Samspil mellem facadeplader giver et fuldendt udtryk
Byggeriet har opnået anerkendelse for at lykkes med at samle sundhedsfunktioner og tilbud under samme tag, uden at gå på kompromis med arkitektur og indretning.
For kommunen har et centralt fokus været at skabe et sundhedshus, som de lokale er glade for og stolte af - både husets aktiviteter og det arkitektoniske udtryk.
- Det er altid spændende, hvordan et byggeri bliver modtaget. Selv er vi meget tilfredse med det endelige resultat, og det er vi absolut ikke ene om. Især har sundhedshusets facade fået mange positive tilkendegivelser. Facadepladerne passer rigtig godt til bygningen og bidrager samtidig med liv og spil til den ellers mørke facade, siger Jan Krog Islin.
Hos Swisspearl har man også fulgt det store projekt på tæt hold og har med stor tilfredshed set det endelige resultat af den store ordre.
- Det har været spændende at være involveret i processen omkring Helsingør Sundhedshus. Gennem et tæt samarbejde med totalentreprenør Elindco har vi tidligt i forløbet assisteret ved projekteringen og har derved bidraget med løsninger, som har optimeret monteringen af facaden. Når det kommer til den endelige facade, så arbejder de skræddersyede facadeplader utroligt flot sammen og skaber en fuldendt facade, som fremstår helt skarp, lyder det fra salgschef hos Swisspearl, Brian Christiansen Bjellum.
Konkret har Swisspearl leveret 9000 m2 af facadepladen Solid og 4000 m2 Swisspearl Patina Original, der fordeler sig på den ydre facade af sundhedshuset samt i fire gårdrum. Dertil kommer 13.000 m2 af vindspærrepladen Cembrit Windstopper Basic.
-dc