Teglfacader vinder frem
Med en nyudviklet facadeløsning Komproment er det blevet muligt at bygge let og konkurrencedygtigt samtidig med at energikravene, der kommer i 2020 opfyldes
I Københavnsområdet er der flere steder krav om tegl på facaden. Det har tidligere været svært at opfylde dette krav, når man samtidig gerne vil bygge let og konkurrencedygtigt. Men med en nyudviklet facadeløsning er det blevet muligt, samtidig kan energikravene der kommer i 2020 opfyldes.
Da KAB for et par år siden satte op til 600 boliger i udbud var et af kravene en prisbillig, let og robust facade.
Det fik et af de indbudte konsortier til at udvikle et helt nyt koncept. I et samarbejde mellem Komproment, der er en nordjysk byggevareleverandør, Scandi Byg der er et nordvestjysk firma med speciale i industrielt fremstillet modul byggeri og ONV arkitekter aps, udvikledes et nyt modul byggesystem med et tilsvarende nyt facadesystem.
Velegnet til renovering
Konsortiet vandt udbuddet om de ca. 600 boliger, og man har netop vundet yderligere 400 boliger for KAB; nu også i samarbejde med JaJa Architects. Boligerne bygges til en pris af ca. 8.400,- kr/m2. og er dermed billige.
Med teglfacaden er byggeriet også blevet robust. Montagen af Teglspån tog i starten for lang tid, men nu leveres de samlet, 5 stk. på en aluminiums skinne, og konsortiet forsøger til stadighed at optimere montageprocessen.
Som arkitekt mener jeg også at facadekonceptet er yderst velegnet til renoveringsopgaver når de mange triste tresser facader skal efterisoleres. Det glæder jeg mig til at komme i gang med, siger arkitekt maa Søren Rasmussen, ONV arkitekter.
Let og robust løsning
Jesper Hoffmann, direktør i Scandibyg a/s er også positiv for fremtidsmulighederne med teglspån:
- Det er en vedligeholdelseslet og robust facade. Det er også en let løsning der passer til vores modulbyggeri, og det gør skarpe udkragninger mulige. Med vort modulkoncept, er det faldet det naturligt at lave sådanne udkragninger, hvorfor det er fordelagtigt for os at anvende den nye løsning, forklarer Jesper Hoffmann.
I forbindelse med udviklingen af teglspån og KAB's billige boliger har Komproment samarbejdet med Röben tegl, der har specialiseret sig i hårdtbrændte teglskaller i en særlig hårdfør lerart samt Scandibyg a/s, ONV arkitekter aps. v/ arkitekt maa Søren Rasmussen og JaJa Architects, der alle har specialiseret sig i modulbyggeri.
Først byggede ONV Ritt Bjerregårds billige boliger i København, 5000,- kr i husleje for 85 m2. Det blev kun til 12 styk, men det var startskuddet, der siden hen er blevet udviklet igennem flere byggerier.
-cmn

Teglspån ophænges på et system af aluminiumsskinner der giver mulighed for op til 350 mm isolering. Den lette montage gør at en mand kan færdiggøre mere end 20 kvadratmeter på en arbejdsdag