BR25 tvinger leverandørerne til at lade kreativiteten flyde
Det nye bygningsreglement før løbende mere reel betydning for dansk byggeri. Materialeleverandørerne er i gang med at forbedre eksisterende og udvikle nye produkter, så byggeprojekterne opfylder de nye CO2- og klimakrav
De skærpede klimakrav i BR25 er ikke længere et fremtidsscenarie, byggebranchen forbereder sig på. Kravene er nu blevet en reel faktor i materialevalget og projekteringen, og det mærkes både hos producenter og byggefirmaer.
Arbejdet med at optimere eksisterende løsninger, dokumentere materialernes klimaaftryk og vælge produkter målrettet CO2-rammerne er i fuld gang.
Hos gulvproducenten Timberman ser bæredygtighedschef Magnus Sommer en branche, der allerede har rykket sig markant.
- BR25 betyder, at man ikke længere bare kan bygge, som man plejer, eller som man vil. Kravene har fået aktørerne til at tilpasse sig på tværs af bygningskategorier, og mange har først og fremmest gjort det ved at opdatere og forbedre de løsninger, de allerede har.
- Samtidig forventer vi, at kravene bliver strammet yderligere de kommende år, og det øger behovet for nye produkter, der passer ind i fremtidens klimarammer, forklarer han og fortsætter:
- De nye krav gør allerede nogle materialevalg mere vanskelige, fordi byggeriet i højere grad skal holde sig inden for konkrete CO2-begrænsninger. Det gør klimaaftryk til et mere styrende parameter i praksis.
For Magnus Sommer og resten af byggevareleverandørerne er det en udfordring, men også en mulighed, at det danske bygningsreglement er blandt de mest ambitiøse på CO2-besparelser.
- Som leverandør til dansk byggeri bliver vi udfordret på vores klimabelastning og er nødt til at være innovative, så vi både rammer kundernes behov og opnår en tilstrækkelig CO2-besparelse til at imødegå BR25.
- Udfordringen er, at kravene er skrappest i Danmark, og derfor bruger vi forholdsmæssigt mange ressourcer på det danske marked. Hvis reglerne gik på tværs af for eksempel EU, ville gevinsten være større for os alle – også for miljøet, mener Magnus Sommer.
Senest har Timberman lanceret en ny type gulv, som er udviklet til at ramme en ny balance mellem klima, pris og funktionalitet.
- Vi kan se, at bæredygtighed ikke står alene. Akustik, brugsoplevelsen og pris betyder også noget, og derfor har ambitionen været at tage det bedste fra forskellige gulvtyper og samle det i vores nye produkt, Eco+, der passer til slutbrugerens krav til holdbarhed og æstetik, men også til de nye CO2-krav, siger Magnus Sommer.
Han mener, at pointen ikke kun er at levere materialer med et lavere klimaaftryk, men at skabe en løsning, der også fungerer i den virkelighed, bygherrer og byggefirmaer står i.
Hos sommerhusbyggefirmaet Lilje-Huset oplever produktchef Johan Jepsen, at de skærpede CO2-krav har flyttet producenterne mærkbart.
- For to år siden lå vores første LCA-beregninger på omkring 6 til 6,5 kilo CO2-ækvivalenter pr m2 med generiske modeller. Senere kom vi ned under 4 med konkrete produkter, og i dag ligger vi typisk på 3,6 til 3,8. Det viser, at branchen faktisk har flyttet sig meget på kort tid.
Johan Jepsen peger på, at en vigtig del af udviklingen er drevet af leverandørleddet, hvor der er blevet arbejdet med produktspecifikke EPD’er og med at reducere udledningen fra produktionen.
- Det er producenterne, der skal drive omstillingen og tilpasse sig de nye krav. Vi kan allerede se, at flere materialeleverandører har ændret og omstillet produktionen, og det er helt afgørende for, at vi som byggefirma kan leve op til kravene, siger han.
-dc