Gulvbranchens medlemmer får næsten ingen klager
Kun én af Byggeriets Ankenævns 42 klagesager over gulvarbejde i 2022 involverede et medlem af Gulvbranchen. Det viser, at det kan betale sig at bruge udførende, som er organiseret i et fagligt fællesskab, lyder det fra Gulvbranchen
Af Marie Leth
Der er mange konflikter ude på gulvet.
Faktisk er der næsten lige så mange klager over gulvarbejde som tagarbejde, viser Byggeriets Ankenævns årsrapport for 2022. Men kigger man nærmere på tallene, viser det sig, at klagesagerne stort set ikke involverer medlemmer af Gulvbranchen. Det er chef for Gulvbranchen, Claus Christian Jensen, stolt af:
- I Gulvbranchen gør vi meget for at styrke det faglige fællesskab og højne vidensniveauet blandt vores medlemmer. Vi har Gulvfakta, som er et offentligt tilgængeligt alment teknisk fælleseje, hvor du kan finde anvisninger til at lægge forskellige gulve.
- Anbefalingerne er udviklet af seks fagtekniske udvalg med eksperter indenfor materialer som tæpper, lime og spartelmasser, trægulve, undergulve, elastiske og fugefrie gulvbelægninger. Udvalgene har både leverandører og entreprenører repræsenteret. Det er ret enestående.
Uddannelse og kontrol
På samme måde arbejder Gulvbranchen for at hæve kvaliteten af vådrumsarbejde gennem Gulvbranchens Vådrumskontrol.
Her skal gulvlæggerne løbende efteruddanne sig for at beholde deres vådrumscertificering og være villig til at lade deres kvalitetssikring blive inspiceret af kontrollører udefra.
- Den eksterne kontrol sikrer, at arbejdet bliver udført på bedste vis og i den højeste kvalitet. Jeg er sikker på, at netop vores fokus på kvalitet er med til at give det flotte resultat i Byggeriets Ankenævn, hvor kun ét medlem har været involveret i en klagesag i 2022, siger Claus Christian Jensen.
Fugten fylder i nybyg
Byggeriets Ankenævn behandler kun sager indgivet af forbrugere. Sagerne må ikke overstige en million, så de helt store konflikter ender enten ved voldgiftsretten eller i civile domstole. Derfor handler mange af sagerne i rapporten om afslibning af trægulve eller de populære designgulve.
Kigger man på større sager i f.eks. nybyg handler en del af problemerne om fugtrelaterede skader.
- Der er meget, der kan gå galt, når man lægger et gulv. Undergulvet kan have for store mængder restfugt, som giver skader på gulvbelægningerne. Der kan være problemer med planhed, vandrethed, vedhæftning eller uønskede lyde.
- Det kan også være, at huset ikke er blevet lukket ordentligt inden opstarten af gulvbelægningen, så indeklimaet er blevet ustabilt eller forkert. Alle de detaljer skal du have styr på, og mere til, før du lægger dit gulv. Det er derfor, vi altid anbefaler, at du altid vælger en professionel og organiseret gulvlægger, siger chefkonsulent i Gulvbranchen, Kim Risgaard Sildorf.
Kontrol og kommunikation
For at hjælpe medlemmerne med at foretage de rigtige kontroller har Gulvbranchen netop opdateret alle sine kvalitetssikringsdokumenter og udgivet dem i Word, så de er lette at arbejde videre med og redigere i. Der er skabeloner til overtagelseskontrol, modtagekontrol, proces- og slutkontrol samt en række hjælpeark.
- Skabelonerne skal hjælpe med at sikrer kvaliteten af dit arbejde. Særligt overtagelseskontrollen skal der lægges kræfter i. Den er grundforudsætningen for et godt resultat, for det er her, du kontrollerer alle de ting, som efterfølgende bliver skjult. Men kommunikationen med kunden er mindst lige så vigtig.
- Vi tror, at mange klagesager opstår, fordi de udførende ikke får kommunikeret tilstrækkeligt med kunderne undervejs. I stedet for at hejse flaget for de problemer, der måtte opstå, maser de på i god tro og glemmer kommunikationen. Det handler om at blive færdig og komme videre. Og så kommer klagerne. Havde de taget dialogen løbende, kunne klagerne måske været undgået, slutter Kim Risgaard Sildorf.