Biobiler kører stenuld
Rockwool har investeret i to lastbiler, der kører på biogas, til transport af virksomhedens produkter. De kommer i alt til at stå for 20 % af kørslen med isolering ud til Rockwools kunder på Sjælland
Midt i november rullede to nye Rockwool-lastbiler ud på Sjælland. I sig selv ikke noget særsyn hos stenuldsproducenten, der dagligt sender store mængder isoleringsmateriale ud til kunder i hele landet fra de to danske fabrikker. Ikke desto mindre er der noget særligt ved netop disse to lastbiler; i tanken er der nemlig komprimeret biogas.
Med en daglig kørsel på 6-700 kilometer primært i Københavnsområdet kommer de to køretøjer til at overtage cirka 20 % af kørslen med isolering ud til Rockwools kunder på Sjælland. De to lastbiler har sagt farvel til at brænde diesel af og kører udelukkende på biogas, som reducerer CO2-udledningen betydeligt, og dermed er det endnu et bidrag til Rockwool Nordics' indsats for lavere CO2-udledning.
Test af nye klimavenlige løsninger
Reduktionen af CO2 fra varetransport er ikke et nyt fokus fra den globale stenuldsproducent, men derimod et konkret resultat af længere tids arbejde med at skifte til klimavenlige transportløsninger.
- Vi har længe arbejdet med grøn transport både i samarbejde med transportører og direkte med de lastvognsproducenter, der er længst fremme på området, og nu har vi besluttet at teste biogasløsningen af. På den måde bliver vi klogere og får mere erfaring, som vi så kan bruge til at udvide initiativet til at omfatte mere af vores danske og nordiske transport, fortæller Michael Rasmussen, logistikdirektør hos Rockwool Nordics.
Det er ikke kun på vejtransporten, at Rockwool har implementeret biogas som middel til at reducere CO2-udledningen. Også på de to danske fabrikker blev der i starten af 2021 skiftet til biogas i fremstillingen af stenuld. Sammen med løbende energieffektiviseringer har det reduceret Rockwools danske CO2-udledning med 70 % i 2021 sammenlignet med 1990.
- Vi ser også på, hvad vi kan gøre for at reducere påvirkningen, når vi transporterer vores produkter. Og her er det en udfordring at finde ud af, hvilken vej pilen peger i forhold til fremtidens klimavenlige løsninger for den tunge transport, men vi tror på, at biogas på nuværende tidspunkt er et anvendeligt alternativ, fortsætter Michael Rasmussen.
Et strategisk samarbejde mod en grønnere fremtid
De to lastbiler drives af Frode Laursen A/S, som i næsten 50 år har været Rockwools foretrukne samarbejdspartner på transportområdet. Det lange partnerskab har igennem årene også udviklet sig til et strategisk samarbejde, hvor de to virksomheder går sammen om at implementere mere miljørigtige løsninger.
- Som transportør er vi nødt til hele tiden at tænke i alternative drivmidler, både i forhold til her og nu og fremtiden. Der er det en stor fordel at have en kunde, der også har stor fokus på grøn omstilling og ikke mindst er villig til at investere i det sammen med os. Vi tror på, at man får den bedste og grønneste transportforretning og ydelse ved at arbejde tæt sammen, siger Frank Wolf-Jürgensen, salgsdirektør hos Frode Laursen A/S.
-dc