Pilehegnet håndterer tagvand fra bygningen ved siden af. Ved hjælp af de forbundne kars princip føres regnvandet fra tagrenden til toppen af skærmen. Her fordeles vandet over hele skærmens længde.

Alternativ regnvandsløsning vender i bogstavelig forstand op og ned på gængs praksis

Frem for at udbygge kloakkerne med CO2-tunge betonbyggerier, bør regnvandet bremses ved den enkelte ejendom og behandle vandet som en ressource, mener professor Marina Bergen Jensen fra Københavns Universitet. Hun har udviklet en

Regn, regn – gå din vej! 2023 har budt på rekordstore mængder regn, som mange steder i landet har givet problemer med oversvømmelser af veje og huse. Det scenarie bliver hyppigere i fremtiden og stiller dermed store krav til danskernes håndtering af regnvandet.

Derfor arbejder mange af de danske byer på massive udvidelser af deres kloakker, så de kan rumme de stigende regnmængder. Men den tilgang hører fortiden til, hvis man spørger professor i landskabsarkitektur og byplanlægning Marina Bergen Jensen.

Hun forsker i, hvordan man leder regnvandet bedst muligt gennem byerne. Ifølge hende er den mest fornuftige og bæredygtige løsning på regnvandsproblemet, at man stopper regnvandet, før det rammer kloakken og udnytter vandet, fremfor at 'smide det væk'.

- Det er, som om vi kun ser den ene ende af klimaekstremet – nemlig for meget vand. Vi glemmer, at der også kan være alt for lidt vand, og at vandet er en ressource.

- I stedet for at udbygge vores kloaker og lave kæmpe tunneller og bassiner i beton, som i sig selv bidrager til klimabelastningen, skal vi hellere håndtere regnvandet lokalt ved den enkelte bygning og den enkelte vej.

- På den måde bliver vi mere robuste over for både oversvømmelse og tørke, og kloakkerne aflastes, siger professor Marina Bergen Jensen fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning.

Den alternative løsning med lokal afledning af regnvand - også kaldet LAR - som professoren plæderer for, er dog ikke uden problemer, hvilket hun også medgiver.

For lokal afledning af regnvand er pladskrævende, for vandet skal være et sted, indtil det kan nedsive eller bortledes langsomt, og den plads findes mange steder ikke.

- Det er en af grundene til, at flere byer, der ellers har været med på den nye trend, nu går tilbage til konventionel kloakudvidelse. Men Rom blev ikke bygget på en dag, og det tager tid at udvikle alternative løsninger, der kan passe ind i moderne byer.

- Det er her, det bliver svært, og her, der er behov for at tænke ud af boksen, siger Marina Bergen Jensen.

Og det er netop det, som professoren og hendes kolleger er lykkedes med.

De har udviklet en helt ny teknologi til lokal håndtering af regnvand, som giver baghjul - ikke bare til kloakudvidelserne – men også til første generations- LAR-løsninger, der alle er baseret på huller i landskabet kendt som regnbede, vejbede og faskiner.

Innovativ løsning forklædt som pilehegn
Den lovende opfindelse er allerede sat i arbejde og håndterer regnvandet lokalt i en boligforening i Valby.

Det drejer sig om Danmarks første 'Grønne Klimaskærm', som Københavns Universitet har udviklet sammen med bl.a. Teknologisk Institut, Københavns Kommune og Boligforeningen 3B og Københavns Andelsboligforening (KAB).

Udefra ligner klimaskærmen et tre meter højt pilehegn som udover at dæmpe støjen fra den stærkt trafikerede Folehaven også håndterer tagvand fra en nabobygning.

Klimaskærmen i Valby vender op og ned på regnvandshåndteringen i dag, da den sender vandet opad til klimaskærmen fremfor nedad til eksempelvis kloakken eller et regnbed.

Løsningen udnytter tyngdekraften til pumpefrit at føre tagvandet op over jorden. Fra klimaskærmen fordamper tagvandet, på samme måde som vasketøj hænges til tørre på en tøjsnor.

Ved store regnskyl - en såkaldt 10-års regnhændelse (ca. 60 mm på et døgn) - sker der nedsivning under skærmen, mens de helt ekstreme hændelser - såkaldte 100-års regnen (ca. 90 mm på et døgn) - kan parkeres på en græsplæne ved siden af.

Kapacitetsmæssigt matcher en Grøn Klimaskærm dermed fuldt ud Københavns Klimatilpasningsplan.

Og det, som professoren især ikke kan få armene ned over, er, at løsningen er etableret uden at så meget som et læs jord er kørt bort fra området, for al vandet håndteres over eller på jorden uden brug af hverken pumper eller beton.

Ifølge professoren åbner det for nogle helt nye muligheder for at indpasse nogle endog meget effektive løsninger, selv hvor pladsen er trang.

- Systemet udnytter tagvandets potentielle energi til at føre vandet væk fra bygningen og op i den fritstående grønne klimaskærm, hvorfra det fordamper, nedsives eller parkeres på et naboareal omkranset af et dige, forklarer hun.

I Folehaven gav det mening at designe systemet med en dobbeltfunktion som støjskærm. Andre steder kan der være andre synergi-muligheder som kobling til biodiversitet, rekreative formål, eller til køling af byen.

- Ved at fordampe og nedsive vandet opnår byen en mere naturlig vandbalance, der kan være med til at køle byen på varme dage og sikre, at vegetationen ikke tørster, men hele tiden kan transpirere vand fra bladene og være i vækst, siger Marina Bergen Jensen.

Kræver nytænkning af regnvandsopsamling
For at den lokale regnvandshåndtering virkelig skal batte, kræver det, at mange tusinde ejendomme i en by som f.eks. København får etableret deres eget lokale system. Det kan lyde uoverkommeligt, men der er ifølge professoren oplagte steder at starte.

- Man kunne starte med at indføre det i de almene boligforeninger og i andelsboligforeninger. Her er der ofte en god organisation, der kan tage ansvar, og nogle store tagflader og grønne udearealer, der kan have glæde af vandet. Allerede der vil man være nået langt, siger hun.

Det kræver i første omgang en nytænkning af den måde, regnvandet håndteres på, men også et forvaltningssystem, der understøtter samarbejdet mellem myndighederne og den enkelte matrikelejer.

- Mit indtryk er, at folk gerne vil hjælpe mere lokalt, men som det ser ud i dag, har vi ikke strukturen til det. Det kræver lovgivning og vejledning til f.eks. at vedligeholde de her løsninger og nok også et stærkere økonomisk incitament for grundejerne, siger Marina Bergen Jensen.

Sådan fungerer klimaskærmen

Den Grønne Klimaskærm håndterer tagvand fra bygningen ved siden af. Ved hjælp af de forbundne kars princip føres regnvandet fra tagrenden til toppen af skærmen.

Her fordeles vandet over hele skærmens længde, hvorefter det opsuges af mineraluld, der er placeret bag pileflet-panelerne.

Herfra fordamper det hvis der er tale om regn op til cirka 10 mm, mens større regn også vil sive ned i jorden under skærmen.

Skærmen er dimensioneret til at klare op til ca. 10-årsregnen ved fordampning og nedsivning - altså samme niveau som den offentlige kloak.

I tilfælde af ekstremregn ledes det overskydende vand til et grønt naboareal, der ved hjælp af en terrænhævning i form af et lavt, omkransende jord-dige kan tilbageholde vandet.

Det badekar, der herved opstår oven på jorden, kan rumme store vandmængder og uden problemer klare f.eks. 100 års hændelsen, som er det serviceniveau der loves med Københavns skybrudsplan.

Ved at håndtere regnen lokalt kan man bruge hverdagsregnen som den livgivende ressource, den vitterligt er: til at skabe grønne miljøer med gode vilkår for naturen, og som er rare for mennesker at opholde sig i.

Med håndtering over terræn kan ekstremregn også let tilbageholdes, så de tunge og CO2-dyre løsninger med skybrudstunneller og omprofilering af veje kan undgås, eller skaleres ned.

Danmarks første eksemplar af en Grøn Klimaskærm blev opført i 2019 ved Folehaven i Valby - der er en af Københavns mest trafikerede veje med 45.000 biler i døgnet.

Skærmen er opført som en tre meter høj støjskærm, der samtidig modtager tagvand fra en 3-etagers ejendom. Skærmen er beplantet med slyngplanter og blomstrende bunddækkende planter og udstyret med bænke.

-dc