Store regnskyl skal tages alvorligt
Hvis husets tagrender er for små, risikerer boligejere at både træværk og husmure rammes af fugtskader, og det kan hurtigt blive en dyr affære
Det danske vejr er utilregneligt, men én ting kan man være sikker på: fremtiden byder ikke på mindre nedbør. De massive regnmængder har især store konsekvenser for boligejerne, hvis husets tagrender ikke har kapacitet til at lede vandet væk.
De seneste år har budt på utallige skybrud og massive vandmængder. Det er derfor afgørende, at tagrenderne er dimensionerede til de store regnmængder, så man undgår, at vandet løber over.
- Mange danske tagrender er simpelthen ikke dimensionerede til at håndtere de store nedbørsmængder, vi ser i dag. Når vandet i en tagrende løber over og kommer i direkte kontakt med træværk og husmuren, opstår der risiko for fugtskader og skimmelsvamp, som kræver øjeblikkelig udbedring, hvis man vil undgå en dyr regning, forklarer salgschef Peter Thomsen fra tagrendeproducenten Lindab.
Huse i farezonen
Ifølge Peter Thomsen er mange tagrender på især ældre huse ikke beregnede til vor tids vejrforhold, da de typisk er for små til at klare vandmasserne.
- Hvis man som boligejer vil sikre sin bolig bedst muligt mod skybrud, så skal man vælge tagrender, der er dimensionerede til at klare nutidens vejrfænomener. Som minimum med en bredde på 125 mm., men helst 150 mm. og gerne af stål, som kræver mindre vedligehold, forklarer Peter Thomsen.
Mange boligejere i Tyskland og Holland har fået øjnene op for problematikken og ruster sig allerede nu mod fremtidens stigende vandmasser.
- I Holland har vi eksempelvis mange parcelhuskunder, som køber tagrender på 190 mm, fordi de vil være på den sikre side, hvis udviklingen med stigende regnmængder fortsætter, siger Peter Thomsen.
DMI samler viden
Man kan aldrig være helt sikker, når det kommer til vejrprognoser med langt sigte, men tal fra DMI vidner om en tydelig udvikling. Seniorklimatolog John Cappelen fra DMI forklarer, at sommerens voldsomme regnskyl kun bliver mere almindelige.
- De sidste 140 år er den danske nedbør samlet steget med cirka 100 mm, og siden årtusindeskiftet er der tilsyneladende kommet flere voldsomme skybrud, oplyserJohn Cappelen.
Der er altså god grund til at være opmærksom på boligens tagrender og opgradere dem, hvis de er for smalle.

Ifølge DMI kan danskerne se frem til stigende vandmængder og flere skybrud de kommende år. Især boligejerne bør allerede nu begynde at ruste sig mod mere regn.
Forsikringen snor sig
De seneste år har danskerne i stigende grad fået øjnene op for vigtigheden af tagrendernes dimensionering, når de renoverer eller bygger nyt. Salgstal fra Lindab viser, at salget af tagrender på 150 mm er øget med 20 % siden 2012.
Én årsag til den stigende opmærksomhed kan skyldes, at en række forsikringsselskaber har indført skærpede krav til klimasikring af boligen og vedligeholdelse af tagrender og afløb, hvis skaderne skal dækkes.
En lang række boligejere får dog først øjnene op for problemet, når skaden er sket, og det er for sent. Og det kan blive en dyr lærestreg.
På www.nyetagrender.dk kan man finde inspiration og information om forskellige tagrendeløsninger og finde ud af hvilken løsning, der passer bedst til en given bolig.
-cmn