Svane Køkkenet laver også egne EPD'er
Transparens er nøgleordet i Svane Køkkenets arbejde med bæredygtighed. Det cementerer køkkenproducenten nu ved at kortlægge livscyklus på en række af deres mest populære produkter
Nu kan man få svaret på, hvor stort et klimaaftryk et nyt Svane-køkken har. Den midtjyske virksomhed har netop fået EPD'er (Enviromental Product Declarations) på produkter, der udgør 80 % af det samlede sortiment. Og flere er på vej.
Siden de nye krav om klimaberegning trådte i kraft 1. januar 2023, skal nye bygningers samlede klimapåvirkning dokumenteres. Her er en EPD et vigtigt redskab for bygherrer, især på større byggerier, fordi dokumentet kortlægger et produkts samlede påvirkning af miljøet, selv efter det er taget ned og bortskaffet.
- EPD'er handler om indiskutable data og facts. De hjælper os og vores kunder med at kortlægge, hvilke knapper der skal skrues på for at skåne miljøet. Alle vores kunder efterspørger endnu ikke produkternes klimaaftryk, men for os er det et naturligt næste skridt i den verden, vi lever i – og det er essentielt at være på forkant, for udviklingen vil helt sikkert kræve det, fortæller Malene Karstoft, Sustainability Manager hos Svane Køkkenet.
Hun understreger, at dokumentationen blot er en del af en langvarig indsats, hvor Svane Køkkenet vil skubbe til standarderne i branchen. En udmelding, der bakkes op af kædedirektør Cecilia Winther:
- Vi vil gerne udfordre branchens normer, og hvad der er muligt – som vi f.eks. har gjort med Infinity, der er skabt af spånplader, som kan genbruges i uendelighed. Vi har helt klart en ambition om at flytte os markant i forhold til, hvor vi er i dag. Vi har valgt at prioritere vores ressourcer i at få EPD'er udarbejdet løbende, fordi vi tror på transparens. Det er vigtigt, for at forbrugerne fortsat kan have tillid til vores brand, siger hun.
-dc