Asbestsag fører til anklager om menneskeudnyttelseModelfoto

Asbestsag fører til anklager om menneskeudnyttelse

Anklagemyndigheden rejser tiltale for menneskeudnyttelse i grov asbestsag, hvor børn blev sat til at fjerne asbestplader

Af Dan Bjerring

Anklagemyndigheden i Syd- og Sønderjylland har rejst tiltale mod to mænd på 26 - og 27 år for menneskeudnyttelse af fire mindreårige drenge i forbindelse med arbejde med nedrivning af asbestholdige tagplader på en ejendom i Sønderborg Kommune.

Anklagemyndigheden har samtidig rejst tiltale for overtrædelse af en række arbejdsmiljøregler i forbindelse med arbejdet, herunder blandt andet, at de mindreårige ikke benyttede personlige værnemidler.

Bor på Sjælland

Det er Arbejdstilsynet, der i oktober 2024 anmeldte sagen til Syd- & Sønderjyllands Politi efter et tilsynsbesøg på landejendommen måneden forinden. 

Siden da har Syd- & Sønderjyllands Politi foretaget en efterforskning i samarbejde med Midt- & Vestsjællands Politi, da både de tiltalte og de berørte mindreårige bor i politikredsens område. Efterforskningen har også drejet sig om flere mindreårige og yderligere arbejdspladser.

 Åbenlyst urimelige forhold

På baggrund af sagens samlede omstændigheder har anklagemyndigheden fundet, at der er grundlag for at rejse tiltale for blandt andet at have udnyttet de fire mindreåriges vanskeligheder, manglende indsigt eller et bestående afhængighedsforhold til sætte dem i arbejde under ”åbenlyst urimelige forhold” på ejendommen.

Menneskeudnyttelse

Sagen handler blandt andet om menneskeudnyttelse, der er en relativt ny bestemmelse i straffeloven, hvor der er begrænset retspraksis, og hvor der skal foretages nogle vanskelige afvejninger:

- Vi har foretaget en omfattende gennemgang af sagen samt reglerne om menneskeudnyttelse og reglerne om håndtering af asbest og har fundet grundlag for at rejse tiltale. Vi ser nu frem til, at sagen skal hovedforhandles i retten, oplyser fungerende advokaturchef Jesper Klyve.

Fakta om menneskeudnyttelse

Folketinget har indført en bestemmelse om ”menneskeudnyttelse” i straffeloven. Den omfatter en del af de samme elementer som menneskehandel, men der stilles i sager om menneskeudnyttelse ikke krav om, at der skal være brugt eksempelvis trusler. 

For menneskeudnyttelse straffes med fængsel indtil seks år den, der ved udnyttelse af en anden persons betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold rekrutterer, transporterer, overfører, huser eller efterfølgende modtager vedkommende til arbejde under åbenlyst urimelige forhold. 


8/7 2026