Miljøministeren prioriterer økonomi over rent drikkevandArkivfoto

Miljøministeren prioriterer økonomi over rent drikkevand

Bureaukratiet bestemmer over skandaler med byggeaffald. Miljøminister Magnus Heunicke (S) lader sig ikke påvirke af de mange ulovlige deponeringer af giftigt byggeaffald

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Man skulle ellers nok tro, at den seneste tids afsløringer af ulovlige deponeringer af giftigt byggeaffald ville få en miljøminister til at handle omgående.

Men miljøminister Magnus Heunicke har ikke travlt. Han tror dels på, at den nye vejafgift for lastbiler vil forhindre, at byggeaffald køres langt for at blive smidt væk ulovligt, og dels venter han på en arbejdsgruppe skal komme med løsninger.

Det fremgår af et svart til Leila Stockmarr (EL), der har spurgt miljøministeren, og miljøbeskyttelsen varetages i tilstrækkelig grad og risikoen for snyd minimeres, når der ikke stilles krav til, hvem der kan udtage jordprøver, opgrave jorden og anmelde jordflytning.

Hvad med en certificeringsordning?
Hun henviser til, at de nuværende regler muliggør, at de samme firmaer, som håndterer jorden, også selv står for at få lavet de nødvendige analyser af forureningen:

- Ville miljøbeskyttelsen ikke i højere grad sikres, hvis der blev indført certificeringsordning for alle aktører i jordhåndteringssager, spørger hun med henvisning til en sag, hvor store mængde af forurenet jord fra København er deponeret på Mors.

Kø ved de politiske håndvaske
Magnus Heunicke tager opstilling i køen ved de miljøpolitiske håndvaske og svarer, at det af de
nuværende regler i Jordflytningsbekendtgørelsen fremgår, hvordan jordprøverne skal udtages - både hvis der er tale om en homogent fordelt forurening og en punktkildeforurening:

- Det er dog korrekt, at der ikke er stillet krav om, at prøvetagningen skal udføres af en akkrediteret prøvetager.

- Det vil være muligt at ændre reglerne i jordflytningsbekendtgørelsen og skærpe dokumentationskravene for jordflytningen, ved eksempelvis at ændre på prøveantal, krav til prøvetagerens kompetencer, øgede tilsyn og at indføre andre tiltag, oplyser ministeren.

Penge før rent drikkevand
Men han sætter økonomi før risikoen ved forurenet drikkevand/grundvand, idet han forklarer, at ”den miljømæssige gevinst ved at indføre alle disse forslag skal ses i forhold til de økonomiske omkostninger”:

- Det vil kræve en nærmere analyse for at vurdere, dels om forslagene har en tilstrækkelig høj effekt, og dels hvad ændringerne i så fald skal være. Miljøstyrelsen har nedsat en arbejdsgruppe med deltagelse af Kommunernes Landsforening og repræsentanter fra udvalgte kommuner.

- Formålet er at drøfte de udfordringer, der findes på jordflytningsområdet og identificere mulige løsninger og tiltag. Der er nedsat en tilsvarende gruppe for bygge- og anlægsaffaldsområdet, oplyser Magnus Heunicke.

Forventer at reglerne overholdes
Han oplyser videre, at Miljøstyrelsen ”set lyset af de sager om snyd med jord, som i det seneste år er kommet frem”, er i gang med at se på reglerne for flytning af jord.

- Trods sagerne om snyd forventes det generelt, at reglerne om flytning af jord overholdes, og at transportører vælger at aflevere forurenet jord det nærmeste sted, hvor jorden kan modtages forsvarligt og til laveste pris, lyder svaret fra Maghnus Heunicke.

Miljøministeren noterer med henvisning til de nye vejafgifter fra årsskiftet, at ”den nye afgift er med til at reducere uhensigtsmæssig omvejskørsel til gavn for klima og miljø”.
Vejledende udtalelse

Ifølge ministeren er Miljøstyrelsen i gang med at lave en ”vejledende udtalelse” til kommunerne om reglerne for håndtering af jord. Udtalelsen forventes at være klar i foråret.

Miljøstyrelsen har desuden i samarbejde med Kommunernes Landsforening nedsat to arbejdsgrupper med fokus på håndtering af henholdsvis jord og bygge- og anlægsaffald:

- Arbejdsgrupperne ser på tiltag, der kan styrke de nuværende regler, og om der er behov for nye regler til at mindske incitamentet til svindel med jord samt bygge- og anlægsaffald.

- Resultatet af Miljøstyrelsens og kommunernes arbejde forventes at foreligge før sommerferien, slutter Magnus Heunicke.

9/2 2025