
Næsten 500 virksomheder har fået asbestautorisation
Autorisation blev 1. januar 2025 et krav for virksomheder, der arbejder med nedrivning af asbest. En sådan har hundredevis af virksomheder nu fået i hus
Autorisation blev 1. januar 2025 et krav for virksomheder, der arbejder med nedrivning af asbest.
Privatpersoner må f.eks. ikke længere selv fjerne et gammelt asbest-tag. I stedet skal der et autoriseret håndværksfirma til at udføre arbejdet.
I alt 482 virksomheder har pr. 31. januar 2025 fået autorisation til arbejde med nedrivning af asbest. Det er virksomheder inden for en lang række brancher, blandt andet entreprenører, tømrerfirmaer, kloakmestervirksomheder, vvs-installatørvirksomheder og nedbrydningsfirmaer.
Ud over at medarbejderne i firmaerne har de kvalifikationer, der skal til for at udføre asbestarbejde sikkert, skal de autoriserede virksomheder også have en fagligt ansvarlig, der sikrer, at asbestopgaverne i firmaet udføres korrekt.
- Asbest udgør en sundhedsfare, og derfor skal nedtagning af asbestholdige materialer udføres korrekt, både af hensyn til dem, der udfører arbejdet og til omgivelserne.
- Det er baggrunden for autorisationsordningen, og det er vigtigt, at autorisationen er på plads, når man bestiller et firma til en opgave, hvor håndværkerne kan komme i kontakt med asbest, siger kontorchef Evy Boe Madsen fra Sikkerhedsstyrelsen.
Firmaer, der ofte arbejder med nedrivning af asbestholdige materialer, har typisk selv en autorisation, og det kan tjekkes her. Men en håndværker kan også vælge at bruge en underleverandør, hvis det kun er få gange, man risikerer at komme til at arbejde med asbest.
- Det er en god ide altid at sikre sig, at håndværkerne har den nødvendige autorisation. Ellers risikerer man, at Arbejdstilsynet stopper arbejdet, hvis de kommer på tilsyn på byggepladsen, og værre endnu at asbestarbejdet ikke bliver udført forsvarligt, så asbestfibre spreder sig til omgivelserne, siger Evy Boe Madsen.
-dc