Oplysninger i BBR kan bremse ulovligt arbejde med asbest

Oplysninger i BBR kan bremse ulovligt arbejde med asbest

BBR indeholder oplysninger om, at en bygning har asbesttag. Bygningsejeren bør kunne dokumentere over for BBR, at reglerne om bortskaffelse er overholdt

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Mens byggebranchen tumler med de nye krav, der efter nytår betyder at kun autoriserede virksomheder og uddannede medarbejdere må fjerne asbestholdige byggematerialer, har private i stor stil forsøgt at få udskiftet de gamle tage for at undgå eventuelle prisstigning.

Selv om den type gør-det-selv løsninger nærmest er gået i stå, fordi det er umuligt at skaffe nye tagplader til erstatning for de gamle, kan der være opstået et andet problem:

- I dag er reglen, at arbejdet både skal anmeldes til Arbejdstilsynet og til kommunen i forhold til affald. Alligevel verserer der en del rygter om tage, der er blevet fjernet uden anmeldelse til Arbejdstilsynet, og at affaldet derfor heller ikke er blevet afleveret på genbrugspladserne.

- Enten fordi folk har gjort det selv, eller de har fået hjælp fra nogen, der tager let på lovgivningen, fortæller direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen.

Prisstigninger kan friste over evne
Kommer der prisstigninger efter nytår frygter Morten Frihaneg, at det kan friste endnu flere til at omgå reglerne, og derfor anbefaler Dansk Håndværk, at kravene til bygningsejerne strammes en smule.

- Det fremgår af BBR registeret, hvis en bygning har et tag, der indeholder asbest. En løsning kan være, at man låser den oplysning, så bygningsejeren kun kan ændre det, hvis man kan dokumentere, at arbejdet har været indberettet til Arbejdstilsynet, og at affaldet er afleveret på en kommunal genbrugsplads, lyder opfordringen.

Kan give problemer med BBR
Ifølge Morten Frihagen er det en ret simpel løsning, som vil forhindre, at uautoriserede udfører arbejdet, eller at giftigt affald deponeres på ulovlig måde - uanset om det er i naturen, opmagasineres eller blandes imellem ufarligt affald til genbrugspladsen:

- Har man ikke dokumentation for hvordan et asbestholdigt tag er udskiftet, får man på et eller andet tidspunkt et problem i forhold til BBR oplysningerne på ejendommen, slutter Dansk Håndværks direktør.

22/9 2024