Selektiv nedrivning kræver styr på arbejdsmiljøet
Lovgivningen er på plads for selektiv nedrivning, men kan til gengæld give udfordringer for arbejdsmiljøet, fremhæver Peter Aufeldt, centerchef på Teknologisk Institut
Af Kim sejr
Byggebranchen er overordnet set parat til selektiv nedrivning, og lovgivningen er også klar – men der er dog også nogle udfordringer, som helst skal overvindes.
Den ene udfordring er opgradering af kompetencer i byggebranchen generelt.
- Det er en forudsætning for selektiv nedrivning, at de autoriserede nedrivere har en uddannet ressourceansvarlighed, og at de har et godkendt kvalitetsledelsessystem.
- Derudover skal der på byggepladsen være tilknyttet en uddannet ressource- og miljøkoordinator, som har kompetencer inden for f.eks. ressourcekortlægning – ellers kan man ikke lægge den nødvendige plan for genbrug og genanvendelse, forklarer Peter Aufeldt.
Han understreger, at der er meget vigtig viden om genbrug og genanvendelse at hente i Videncenteret for cirkulær økonomi i byggeriet (VCØB), hvor netop viden om det her emne har været på dagsorden siden opstart af videncenteret tilbage i 2016.
- Der ligger rigtig meget vigtig viden i VCØB, også viden om f.eks. miljøfarlige stoffer – hvilket er et vigtigt fokusområde, når vi taler selektiv nedrivning og genbrug.
- Mange af de gamle bygninger, som vi ønsker at genbruge og genanvende materialer fra, kan indeholde skadelige stoffer, og dem ønsker vi naturligvis ikke at indbygge i nye bygninger, siger Peter Aufeldt.
Arbejdsmiljø
En anden udfordring bliver arbejdsmiljøet, forudser Peter Aufeldt.
- Når den selektive nedrivning går i gang, kommer der en del flere manuelle håndteringer end ved klassisk nedrivning. Det kan i højere grad end nu skabe et arbejdsmiljø fyldt med støv, kemi og støj, ligesom der bliver et øget omfang af tunge løft.
- Hvis man skal undgå et forringet arbejdsmiljø, er det derfor nødvendigt, at virksomhederne i højere grad end tidligere får udviklet metoder og teknikker til selektiv nedrivning, der tager hensyn hertil, siger Peter Aufeldt.
På Teknologisk Institut er netop genbrug og genanvendelse noget af det, man igennem mange år har udviklet viden indenfor.
Både via en række udviklingsprojekter inden for alt fra beton til træ og murværk, men også ved at udarbejde dokumentation af bl.a. styrkemåling af eksisterende murværk, som er med til at sikre, at det er muligt at lade de bærende konstruktioner stå, da det nu kan dokumenteres, at de kan bære langt mere, end man troede før i tiden.
Lovgivningen vedr. selektiv nedrivning trådte formelt set i kraft pr. 1. juli 2024, men en del af indholdet bl.a. krav om ovennævnte uddannelser, kvalitetsledelsessystem samt standardiseret nedrivningsplan træder først i kraft 1. juli 2025.