PCB er arbejdsgivers ansvar
Byggevirksomheder er ofte i berøring med det miljøfarlige stof PCB, der har været forbudt i byggematerialer siden 1977
Af PCB-Guiden.dk
PCB kan være sundhedsskadeligt, og alle aktører i en byggeproces bør derfor kende til PCB. Det er dit ansvar som arbejdsgiver at vide, hvordan man håndterer og bortskaffer PCB ved renovering og nedrivning af bygninger.
Der er stor sandsynlighed for at støde på PCB-holdige byggematerialer, hvis din byggevirksomhed arbejder med bygninger, der er opført eller renoveret i perioden 1950-1977. Når dine medarbejdere arbejder med PCB, skal de bære særligt beskyttelsesudstyr, der beskytter mod skadelige påvirkninger enten fra direkte berøring eller fra indånding af PCB-holdigt støv og dampe.
Arbejdsgiverens PCB-tjekliste
Som arbejdsgiver bør du:
• undersøge, om der kan være PCB eller andre sundhedsskadelige stoffer i de berørte bygningsdele,
• udarbejde en skriftlig plan for arbejdets udførelse, der beskriver arbejdet med PCB,
• sikre et eventuelt rådgiveransvar, hvis virksomheden har udarbejdet byggeprojektet.
Vær forberedt på, at eksponeringen af PCB i forbindelse med byggeopgaver kan indgå i den lovpligtige arbejdspladsvurdering, hvis det er relevant. Både kommunen og Arbejdstilsynet kan gribe ind, hvis de bliver opmærksomme på, at en arbejdsplads er sundhedsfarlig. For kommunens vedkommende i henhold til byfornyelsesloven og for Arbejdstilsynets vedkommende i henhold til arbejdsmiljølovgivningen.
Som et led i regeringens indsats mod PCB, har Energistyrelsen styrket rådgivningsenheden på pcb-guiden.dk, der indeholder vejledninger, video-materiale, selvbetjeningsmodul og information om PCB. Få mere viden og rådgivning på pcb-guiden.dk.
Få mere viden og information på www.pcb-guiden.dk